“Trivsel gennem Faglighed” er en måde at se på hverdagen med nogle lidt friske briller eller en lidt anden linse i et nyt kamera. Der er ikke noget raketvidenskab i at bruge kamera, observation og rollespil i undervisningen. Vi ved, der er så utrolig mange måder, som I underviser på, til hverdag. Det som vi synes er ret vigtigt i det som kameraerne kan, er den umiddelbare adgang til at frame noget, den meget nemme adgang til at se noget sammen og have en samtale om, hvad der virker.

Hvor vi i fase et i Vores Klasse, Vores Talkshow/Mit Talkshow arbejder med at få eleverne til at blive nysgerrige på hinanden systematisk og formelt, så er den faglige indsats også vigtig i forhold til at gøre dem nysgerrige på sig selv i forhold til ’hvad kan jeg så lære?’, ’hvad kunne være spændende?’. Og jeg tror, at noget af det mest vigtige i forhold til at frame noget til et kamera og præsentere det, det er for det første selvfølgelig, at man får præsenteret et fagligt stof, men formentlig at det at have et publikum betyder rigtig meget. Det er svært at blive set i en stor klasse – også i en mellemstor klasse. Der er meget et krav i et moderne liv om at skulle præsentere sig ordentligt på mange forskellige måder. Så man kan også som elev, som barn, som menneske føle sig fristet til at gemme sig lidt en gang i mellem – eller at kæmpe om at få opmærksomheden.

Så dét at arbejde med det faglige stof på en måde som framer, at nu starter vi her, så præsenterer vi noget fagligt stof og så afslutter vi, det er noget som gør det meget håndgribeligt, hvad det er, der skal læres. Så det er ikke bare et spørgsmål om, at ’jeg er ikke god nok’, men snarere at ’vi har sammen skabt noget, som jeg kan stå frem og præsentere i et fællesskab’ eller ’jeg er ikke så dygtig’ eller ’jeg er enormt dygtig’ eller ’bare se mig’. Det kan medieres på en måde, hvor vi vurderer præsentationen på en måde, som hænger sammen med det faglige stof. Og lad mig være lidt mere specifik med det.

En af de ting som vi øvede i Herlev, det var statistik. Eleverne valgte forskellige emner, som de skulle undersøge. Det kunne være, hvor meget slik man spiser i familien sammenholdt med hvor meget slik, der bliver spist på landsplan eller i andre nationer. Det kunne man så lave grafer om og fortælle om, men man kunne også lave små fortællinger om, hvad slikket betyder i vores familie og på den måde koble en snæver statistisk forståelse med en hverdagsforståelse af, hvad vi gør her, en relation til hvad man kunne gøre i andre familier og sådan nogle små narrativer eller måder at koble sig selv og sin hverdag ind på det, som man laver henne i skolen. Den sammenhæng, tror jeg, er meget vigtig.

I det faglige arbejde, så har vi i hvert fald i vores projekter gjort det, at vi har sådan set bare gået ind og set på ’hvad er det I arbejder med her?’, ’hvad er det, der skal undervises i?’, ’er der nogen forløb som er måske særligt egnet til at fremlægge i grupper og som en præsentation til et kamera?’. Og vi er sådan set startet hver gang med publikum. Det at være værdig til at være her som menneske, det at være værd at høre på, det at have noget at sige er jo ikke abstrakt. Det er meget konkret, at man rent faktisk bliver hørt, at man bliver spurgt, at man oplever, at der er nogen, der hører, hvad man siger og ikke bare lukker en ude i klassefællesskabet, eller ikke rigtig bliver bemærket som voksne. Det har vi udvidet ved som regel, i det fag som man nu arbejder med, at bede eleverne om at kunne formidle et stof til den årgang, der ligger en-to årgangstrin under ens eget niveau. Det betyder for det første, at alle kan være med, fordi de fleste føler, at de ved mere end dem nede i klassen nedenunder. For det andet så er det også en anledning til at gøre noget meget tydeligt, fordi hvis man forudsætter som elev ’Jamen det er til dem nede i 4. eller nede i 5.’, så ved man også godt, at man skal være tydelig. Den tydelighed i undersøgelsen af et stof, at strukturere det og præsentere det til andre, det vinder i forståelse og i viden om egen læring ved at have et publikum, som skal se det på en film.

Noget af det, vi træner, når vi ser hinandens præsentationer og mens vi øver os på at fremlægge eksempelvis mundtlig engelsk eller matematik etc., er den gensidige, konstruktive og faglige kritik på: hvad der er af indhold, hvor forståeligt det er, hvordan det er præsenteret, om vi holder tiden og strukturen, for det træner også forståelsen af det faglige stof. Det betyder, at man kommer til at mestre sit stof konkret på en anden måde, men også det, at man har et publikum som ikke er en selv, ikke er ens lærer og ikke er de sædvanelige, det sætter lige baren lidt højere. Det sætter lige ambitionen lidt højere. Ikke med hvor avanceret stoffet skal være, men hvor forståeligt det er og hvor forståeligt det er formidlet. Så man kan sige, at den konstruktive kritik og gennemarbejdning af en præsentation før et kamera er med til for det første at fastholde, fastgøre og tydeliggøre den konkrete faglige undervisning, indholdet, stoffet osv., men også den metalæring eller den viden om egen læring og læreprocesser, som handler om at kunne se sig selv lidt udefra. Helt konkret fordi det, man optager på kameraet, kan ses oppe på smartboardet, men også fordi at ’Jamen i næste uge, der skal 4. klasserne se det, som vi har lavet for dem og vi skal have gjort det på en måde, så vi har givet en gave fra vores klasse, fra vores gruppe, til nogen små elever, som vi dermed på den måde tager hånd om’. Hvis man så ovenikøbet som elev ved, at den her film kan blive set på et kommende forældremøde af forældrene, så kan det godt være, man måske er lidt forbeholden eller lidt genert, men det er vores oplevelse, at de vokser med opgaven. De vokser, når vi ser dem.

Nysgerrighed er, for os at se, drivkraften i alt vigtigt, der foregår i en skole. Uanset om det handler om nysgerrigheden, rettet mod det faglige, nysgerrigheden i den voksnes undersøgelse af hvad eleverne kan og er parate til, hvor de skal hen og hvordan man hele tiden bliver bedre, eller nysgerrigheden på, hvad vi er for nogle mennesker. -Både elever og elever imellem, elever og voksne imellem, og så videre.

Men nysgerrigheden har nogle gange lidt trange kår. Når der er mange elever i en klasse, når man er skiftende mennesker, der underviser dem, og når der måske er situationer i en hverdag, som gør at der er mistrivsel i en klasse, eller der er konflikter.

Konflikter er jo uundgåelige alle steder hvor der er mennesker, også i skoler. Så det vi gør i forhold til at styrke nysgerrighed, er sådan en fundamental psykologisk træning i konversationens ædle kunst. Vi oplever, at det her er vigtigt at sætte formelle rammer for samtalen, så der ikke er for mange ting man skal koncentrere sig om. Man kan for eksempel øve sig på noget teknisk som udelukkende at stille “HV” – spørgsmål:

”Hvordan har du det? ”, ”Hvor gammel er du?”, ”Hvor bor du?”, ”Hvad hedder din mor?”, ”Hvor har du været på ferie sidst?”, ”Hvad hedder din hund?”, ”Ville du gerne ønsker dig, at der var en hund?”… Det er et spørgsmål, som ikke er HV, men det er også et åbent spørgsmål, som fortsætter ned ad en sti.

Den slags spørgsmål er et potentiale og en mulighed, for os voksne når vi støtter eleverne i at træne dem, når vi sætter dem med et kamera, og når vi sætter dem i par hvor de skal snakke sammen. Fordi den privilegerede position det er som voksen underviser, eller konsulent, at komme og arbejde med eleverne, giver os jo mulighed for at lytte mere end at tale. Så for os som voksne er der også et potentiale, en mulighed, en åbning, en anledning til noget andet end vi plejer når vi skal undervise i et fagligt stof.

Det er en mulighed jeg vil opfordre enhver til at benytte sig af, og blive nysgerrig på eleverne ved at træne deres nysgerrighed overfor hinanden.

Vi kan se i mange af de klip i de film som I vil kunne se her på siderne, at eleverne i starten tit er meget hurtige, eller mange af dem er meget hurtige, sådan som: ”hvad med det, hvad med det, hvad med det?”. De har virkelig travlt med at skulle finde på noget. Her er det vores rolle som voksne og som underviser, at få smidt nogle pauser ind. At give lov til langsomheden, og at invitere til åbenheden, og at inviterer til ingenting.

Der skal jo hele tiden ske så meget i en skole. Vi mødes med krav om at undervise og være dygtige og leve op til det ene eller andet eller tredje. Men det er jo ikke kun vi voksne som mødes med krav. Det er jo også eleverne, som tit har en drivkraft mod at der skal ske noget nyt, eller en klassekultur som er skabt igennem lang tid, hvor man ikke har fået trænet tålmodigheden, eftertænksomheden, pausen.

Her er der muligheder i at sætte eleverne i grupper, og at sætte et kamera op og sådan helt formelt træne: Hvordan hører du efter?, Hørte du hvad hun lige sagde om sin søster eller om sin fodboldtræner eller om hvad hun godt kan lide? Hørte du en lille pause, var der en lille eftertænksomhed, var der en tvivl, var der noget som undrede dig?

Når vi træner eleverne i for eksempel at stille gode spørgsmål, så træner vi deres nysgerrighed, også overfor sig selv. Når vi giver rum, plads og invitation til at undersøge andre, så har vi også muligheden for at sige, at når du giver den opmærksomhed, den tid, den tålmodighed, den indsats og energi, det er at interessere sig for et andet menneske, også selvom det kun er fire minutter indenfor en ramme, jamen så er det som regel sådan, at den nysgerrighed også har det med at smitte af på dig selv.

Andre mennesker åbner sig for dig hvis du er nysgerrig og det behøver ikke at være gustent eller overlagt at interessere sig for andre. Det er bare en smart, effektiv og egentligt også givende måde at gå til andre mennesker på.

Men tit når vi taler med elever om det her med at interessere sig for andre og interessere sig for hinanden, så dukker der også nogle små sprækker op i hverdagen. Nogle små sprækker som lader noget lys komme ind kunne man sige, men som også lukker op til os selv. For når mennesker får mulighed for, og bliver inviteret til, at opdage hinanden, så kan de også opdage sig selv. En af de ting som jeg tit siger til elever og til voksne, det er: ”Jamen, ku du måske noget andet selv?”

Der er rigtig mange elever som har en forestilling om i en forfærdelig tidlig alder, at de skal have styr på tingene. At de skal vide hvad de kan blive som voksne. At de retter sig meget tidligt mod de faglige mål, eller mod at ”Nå, men jeg er sådan en som ikke kan finde ud af det”. Noget af det som vi oplever når vi giver noget tid og opmærksomhed på hinanden, først psykologisk og så efterfølgende på det faglige, det er at det lukker op for muligheden for at ”Jeg også kunne være flere”.

Det er vores oplevelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at bede vores børn i en tidlig alder om at definere sig selv som, at ”Jeg er sådan”, og ”Jeg er sådan en, som kan det og det”.

Det er vores oplevelse, at det heller ikke er en god ide at behandle børn som elever ud fra definerede roller, som handler om eksempelvis læring, stile, intelligens og så videre. Det er heller ikke en god ide, at invitere eleverne til at definere sig selv som føle-, gøre-, røre-, tænke-, handle- eller spille fodbold børn, eller at ”Det er ham, der er altid er god til at slås”.

I stedet er det godt systematisk at vænne sig til i sin undervisningspraksis og sin pædagogiske praksis, at invitere eleverne til at kunne være usammenhængende. At det er okay, at man ikke altid skal være på en bestemt måde eller have en bestemt identitet. Men at man også, selvom man måske af natur er udadvendt, også har lov til at være indadvendt.

Man kan også af forskelige årsager have øvet sig i at være tavs og stille. Måske fordi man ikke føler man er værd at blive set på eller hørt på, eller man er bange for noget, eller man har fået at vide at man ikke er god til noget. Så er det en dårlig spiral at invitere eleverne til at sige at ”Jeg er sådan” og ”Jeg er sådan, fordi det har de mærket hos mine voksne og hos mine klassekammerater.”

Så konversationens ædle kunst er i virkeligheden en ramme for, at vi som voksne kan invitere vores elever og os selv, til at kunne være mennesker på nogen mere sammensatte og ikke sammenhængende måder. For vi har lov til at være forskellige, vi har lov til at være forskelige udgaver af os selv, uden at skulle stå til rådighed for andres blik på at ”Han plejer at være sådan”, ”Hun plejer at være sådan”, og ”Min lærer forventer det og det, positivt eller negativt af mig”. Som undervisere har vi også lov til at være sammensatte.

Det er nok det vigtigste at sige om konversation, at det er det at tillade os at have en samtale med os selv om, hvem vi gerne vil være.

Det er muligt at modvirke uro, skabe trivsel og styrke fællesskabet gennem selve den faglige undervisning. I denne introduktionsfilm og de følgende film og artikler kan du få inspiration til at styrke fællesskabet gennem undervisningen. Projektet er støttet af Undervisningsministeriet og Albertslund, Ballerup og Herlev kommuner.

Tak fordi du læser dette. Det må betyde, at du er interesseret i børn, børns læring og børns trivsel. I Center for Rummelighed har vi længe arbejdet på at udvikle danske metoder, som er baseret på international inspiration, fordi vi gerne vil skabe nogle steder i undervisningen, hvor børnene virkelig føler sig set og hørt, velkomne og modtaget, og hvor de føler at de har lov til at være. Men også hvor de samtidigt lærer noget, og mærker at vi forventer noget af dem.

I den forbindelse er det vigtigt at vi som de voksne, som undervisere, pædagoger, lærere og forældre, finder ud af: ’Hvad skal der til for at alle børnene føler at de har lov til at være der?’. Ikke bare som noget vi siger, men virkelig så børnene føler sig velkomne i vores undervisning, og så de føler sig udfordret og forventet noget af.

Det største problem som vi kan se i forskningen fra såvel børns egen rapportering som fra voksnes rapportering – det er uro. Uro bliver ofte opfattet som larm, fx når der er nogen der gør noget som de ikke skal, eller når der ganske enkelt opleves et for højt støjniveau – og begge dele kan have noget at gøre med flere ting, eksempelvis arbejdsmiljøet eller undervisningsmiljøet i klassen.

Men som vi ser det, er uro et bredere, måske mere sinds-, sjæls-, eller psykologiskorienteret begreb, som ikke bare handler om, om nogen kan sidde stille, eller om de sidder oppe i gardinerne som nogen kalder det (– og vi har så heller aldrig set nogen i nogen gardiner, eller nogen oppe i nogen lysekroner.)

Men vi har da set en del mangel på fokus, en del mangel på tilhørsforhold og klasser hvor det ér svært at undervise. Men den uro vi ser, handler måske ikke bare om hvorvidt vi kan dæmpe eleverne, det handler også om hvorvidt børnene føler sig set, om de føler at der er brug for dem, og om de har en følelse af at høre til i klassefællesskabet.

På samme måde handler det, for os voksne som står der, om at vi oplever at det nogen gange, hvis ikke ligefrem ofte, er svært at undervise – sådan er det bare. Men når vi som undervisere oplever ikke at kunne styre en klasse, når der er for meget larm og det er svært at skabe fokus, så handler det om en langt dybere udfordring end bare adfærd.

Det at opleve at børn ikke rigtig føler at de hører til, uanset om det handler om at der er nogen elever der er mere ”anstændige” og velsete end andre, eller at nogen elever oplever at det de kan ikke er særlig påskønnet i de danske skoler – det mener vi ikke blot er en fundamental udfordring – det er et reelt problem. Det er et problem når der er så mange børn, måske omkring 20%, der ikke får en god skolegang. Der kan naturligvis være mange årsager til at børnene ikke oplever en god skolegang – det kan være fordi de ikke klarer sig godt fagligt, fordi mor og far er ved at blive skilt, at der er sygdom i familien, eller fordi de lærer på en anden måde end det der lige er velanset i den klasse de går i. Men uanset hvad årsagen måtte være, så er det altså et problem, og dermed bliver det også et problem for underviserne.

Derfor vil vi gerne, med vores film som vi sender til jer nu, og når vi er ude og arbejde med jer, tage udgangspunkt i hvad I som voksne synes I har brug for og behov for. Ligeledes vil vi gerne tage udgangspunkt i hvad børnene selv synes de har brug for, og hvad vi ved de har brug for. Viden om hvad børnene har brug for har vi fra forskning, og det drejer sig om at børnene oplever at blive set og hørt samt at blive mødt med store forventninger til at de faktisk kan – alt sammen noget vi ved kan være svært i praksis med en masse elever.

Vores svar, i Center for Rummelighed, er nysgerrighed. Når uro er noget som rammer bredt, når det er noget der rejser i tid og rum, når det er en mangel på tilhørsforhold, så må vi gøre hinanden nysgerrige efter at udforske hvorfor det opstår. Vi kan træne børnene i at have en systematisk bedre nysgerrighed overfor hinanden, og dermed også overfor sig selv. Måden vi arbejder på når vi er ude i klasserne, får også altid den betydning, at de voksne omkring børnene, får set noget andet i børnene.

Ofte sker der ydermere det at vi får bragt nogle af de elever, som af den ene eller anden årsag, måske ikke er vant til at melde sig ind i timerne, elever der har vænnet sig til at dukke nakken eller som ganske enkelt ikke taler så højt, frem i lyset. Og dét er de voksne omkring børnene altid glade for, for vi vil jo gerne have alle børnene aktivt med i undervisningen.

Nysgerrigheden starter vi altid med at træne i fase 1, hvor vi arbejder med ”Mit talkshow”. Her samarbejder eleverne i grupper, hvor de skiftes til at være talkshow-vært, gæst, kameramand, lydmand, eller direktør for det hele. Eleverne roterer løbende, og får dermed forskellige oplevelser og roller undervejs, og læringen foregår inden for et snævert format, som er rigtig velegnet til at bringe alle i spil, samtidig med at man kan blive nysgerrige på hinanden.

Vores vejledning og samarbejde med jer vil, i arbejdet med ovenstående, handle om at få etableret en læringssituation hvor eleverne snakker med hinanden, eksempelvis om hvad gode hv-spørgsmål er, ”hvem, hvad, hvorfor, hvordan og hvad så”, men det er i lige så høj grad et vigtigt formål at der sker en mere generel åbning af sindet, en åbning af hjertet overfor hinanden. Formålet er, at der skabes plads til eftertænksomhed, lytten, at eleverne helt konkret lukker ørene op og interesserer sig for hinanden. Ved at se vores forskellige film, vil I se eksempler på hvordan vi har arbejdet med dette tidligere, og hvordan I kan gøre det samme.

Efter denne introducerende film, vil vores øvrige film i detaljer vise hvordan I, i jeres hverdag kan træne elevernes systematiske nysgerrighed. Vores erfaring er, at en positiv gevinst ved at filme denne type undervisningsaktiviteter er, at man kan vise det til forældrene. Og det er uanset om I gør det med et professionelt kamera, med skolens kamera eller med en mobiltelefon. Vi gør meget ud af at vise noget af vores arbejde med børnene til forældrene, men alene at vise at børnene er blevet nysgerrige på hinanden, det er som regel ikke noget man gør så meget ud af, fordi skolens formål jo er selve undervisning, og det kan vi ikke komme udenom. I og vi bliver målt på hvor meget børnene lærer, hvad de lærer, og hvordan det går dem. Og det er både godt og skidt.

I Center for rummelighed finder vi det i hvert fald centralt, at vi i de her år får sat fokus på undervisningen som en kerneydelse, – en kernefaglighed både for pædagoger og lærere, fordi vi kan se at vi ved at undervise på en måde som tiltrækker alle eleverne, ikke bare styrker elevernes faglige resultater, men at vi i dét vi gør sammen kan skabe noget fælles, noget som vi alle sammen kan være stolte af.

Når først vi har trænet nysgerrigheden, så kan vi gå i gang med at træne den faglige nysgerrighed. Det at træde frem foran klassekammerater og lave præsentationer, og endda at skulle gøre det med et kamera på, det er noget som vil komme alle børn til gode.

At præsentationerne filmes betyder at man kan se og gense hvad det er der sker, og eleverne kan komme med konstrutiv og faglig kritik af hinanden på klassen – Er stoffet struktureret ordentligt? Er det klart at forstå? Er det sagt med en høj og tydelig stemme så man kan forstå hvad der bliver sagt osv.

Denne type forløb, hvor elever og voksne sammen skaber præsentationer af projekter som er skabt i klassefællesskabet, er fantastisk velegnet til at vise for hinanden og for de voksne, at der sker noget godt eleverne imellem, men det er også vigtigt i forhold til at vise forældrene at der kan ske noget godt. Det er nemlig vigtigt at præsentere noget for forældrene også, for derigennem at få dem gjort til aktive medspillere i arbejdet med at skabe et godt klassefællesskab, trivselsmæssigt såvel som fagligt, og her er det, at filmene kan bruges som et redskab til at vise forældrene hvad der sker, når man sætter trivsel gennem faglighed op som et centralt fokuspunkt for undervisningen.

Jeg håber at du vil se de næste film.

Mange danske klasser lider under uro og alt for mange børn trives ikke. Alle lærere véd at børn lærer bedst, når de trives. Men hvad nu hvis det er den gode undervisning som kan skabe trivslen, og ikke omvendt? Center for Rummelighed har testet passionerende undervisning og fællesskabende didaktikker i femten skoler som har meget sammensatte elevgrupper. Vi ville undersøge om kreativ og teknologisk undervisning kunne fange alle eleverne. Vi gav lærerne hjælp til at undervise udsatte børn, samtidig med at de dygtigste blev udfordret. Vi ved fra forskning at kreative metoder kan skabe et styrket klassefællesskab GENNEM SELVE UNDERVISNINGEN.

Men da vi startede havde klasserne det ikke altid let. Camilla Valeur og Fjerde C er ikke alene om at kæmpe med at få fokus, ro og trivsel. Danske elever og lærere klager over larm. Men den værste støj er den indre uro. Når eleverne er utrygge bliver de trætte og umotiverede , men hvordan har børn det med konflikter i klassen?

Vi har sat os for at skabe ro gennem fagligt fokus og nysgerrige samtaler. I femten skoler har vore tolv forskere og konsulenter skabt trivsel GENNEM faglighed. En af vore kreative metoder er ”Systematisk Nysgerrighed”, hvor vi træner dyb dialog. Eleverne lærer at bruge avancerede kameraer, men indholdet handler om relationer.

Børn er afhængige af gode relationer men danske elever er forbavsende utrænede i dialog, så det har vi styrket. Vi træner nysgerrighed for at styrke fællesskabet. Vi taler med eleverne om at de ikke skal gå for tæt på, at de ikke behøver at svare, og at de ikke må misbruge viden fra en fortrolig samtale. De kvitterer med at være meget ordentlige og åbenhjertige. Vi har set børnene udvikle en ansvarlighed som giver dem mod på at være mere rummelige over for hinanden. Og sig selv.
Det kan altså lade sig gøre at skabe trivsel gennem faglighed. Men hvordan kan det faglige bedst fange alle børn? Vi arbejder med mange kreative metoder. En af dem bruger kameraet til at skærpe faglige fremlæggelser. Iscenesættelsen hjælper med at gøre det faglige indhold præcist. Indstuderingen skærper forståelsen og den mundtlige fremlæggelse hjælper med at skabe flere stier i hukommelsen, uanset om det handler om matematik, dansk, engelsk, historie eller Natur og Teknik.

Dans og bevægelse samler energien, især når professionelle kommer ind i undervisningen. Vi bruger kulturens skaberkræfter systematisk i skoledistrikter med udfordringer, fordi international forskning viser at der er store potentialer i at udnytte de kreative kræfter. Det gælder både for trivsel og gode resultater i skolen. PriceWaterhouseCoopers vurderer at kreativ skoleudvikling i udsatte boligområder giver investeringerne 14 gange tilbage.

Billedkunst, musik, idræt og andre praktisk-musiske fag kan udvide undervisningen i fag-faglige emner, SAMTIDIG med at de har en værdi i sig selv. Projektet “Kulturkoblinger” viser fag-lærere hvordan de systematisk kan udnytte samspillet med andre fag.

Efter tre års metodeudvikling kan vi se, at børns trivsel kræver en langt mere fundamental metode end klassens time, adfærdsregler, fredagskage og antimobning tilbyder. Center for Rummeligheds resultater viser, at vi skal sammentænke en tiltrækkende og passionerende undervisning med undervisningsdifferentiering og teknologi. Så bliver eleverne tiltrukket og alle bliver udfordret, uanset deres niveau. Vi skal være uhæmmet fagligt ambitiøse på alles vegne og derigennem vise at godt samarbejde er grundlaget for trivsel. For Dig. Og Mig.

Når vi insisterer på trivsel gennem faglighed, så er det jo vigtigt at være præcis. Det vi arbejder med er først og fremmest at styrke elevernes nysgerrighed over for hinanden, for at have et fundament at opbygge den faglige nysgerrighed på. Vi kalder overordnet vores metode for Vores Klasse, fordi Vores Klasse er der, hvor det hele foregår. Det er der, hvor undervisningen skal foregå, det er der, hvor trivslen skal være i orden, det er der, hvor vi skal støtte hinanden og bringe det bedste frem i elever og i personale. Så Vores Klasse er ligesom rammen om det hele, men den første indsats og det første trin handler om at styrke og træne elevernes nysgerrighed over for hinanden, fordi det både gør dem mere åbne over for hinanden, men også åbne over for at kunne modtage undervisning, at kunne føle sig selv set, påskønnet og nødvendige i klassen. Så det må vi have trænet.

Det gør vi igennem et talkshow, vi kalder det Mit Talkshow. Det er et talkshow, der har navnet på hver enkelt elev, fordi vi inddeler klassen i en fire-fem elever – og det kan I også gøre, der ligger pdf’er på hjemmesiden, så I kan se, hvordan man gør. Vi inddeler eleverne i grupper på fire-fem. Det fungerer så som et kamerahold, hvor der er en vært, en gæst, en kameraperson, en lydperson og eventuelt en direktør for det hele, hvis vi skal det hele til at gå op med fem elever i grupperne alt afhængig af, hvor mange grupper I kan orientere i klasserummet og ude på gangene osv.

Mit Talkshow er en systematisk framing af psykologisk og teknisk-formel konversation – som handler om at interessere sig for hinanden, at stille gode tekniske spørgsmål og at lukke sindet, ørene og hjertet op for, hvad det egentlig er den anden siger, og hvordan jeg egentlig kunne spørge, eller hvordan jeg egentlig kunne bidrage ved at fortælle mere af mig selv, uden at andre skal hive det hele ud af mig. Vi starter med at fortælle eleverne, hvad rollerne er; værten gør sådan, gæsten forventes at være en god gæst, ligesom når man er til fest hos nogen, så må man fortælle og dele lidt ud af sig selv. Kamerapersonen skal stille kameraet op og sørge for, at det kører og der er stillet skarpt. Lydpersonen skal sørge for, at vi før og fremmest taler højt nok til, at kameraet kan høre det og måske rykke os lidt tættere på kameraet, sådan at vi har et rum, hvor man kan høre, hvad der foregår, også når vi efterfølgende skal vise filmene for hinanden på klassen og eventuelt til vores forældre.

Det vi så går i gang med, det er en Som-Om-situation. Vi har i forvejen framet en filmproduktion og eleverne ved godt, at det ikke er rigtig tv eller film, de laver, men funktionerne er de samme. Det er den samme måde, man laver tv og film på grundlæggende over hele verden, så de lærer en færdighed, som kan bruges mange forskellige steder. De forstår, hvordan samspillet er vigtigt, og de forstår, at de alle sammen får prøvet alle rollerne således, at de får en forståelse for, hvad der skal til for at få et show til at fungere. Det man så starter med er at lave ’som-om’-situationer, og der kan man tage en skuespilleridentitet på sig, f.eks. et tilfældigt navn man har som vært, det kan være en personaidentitet som skuespiller, fodboldspiller, helt, den hemmelige onkel eller anden person, man finder på – en superhelt f.eks. Så sidder man og snakker, hvor vi her træner eleverne i, som vært at stille gode spørgsmål, lave et lille forinterview, sørge for vi ved, hvad vi skal snakke om og at gæsten er klar på at svare og løfter stemmen og fortæller om sig selv. Det opstår der som regel en masse sjove situationer ud af, når man finder på vanvittige identiteter og fortæller om, hvor mange børn man har, hvis man nu hedder Lionel Messi og har 17 børn, som en dreng fandt på forleden.

Idet vi skal lave en produktion på fire minutter, som skal kunne vises på smartboardet, så kan vi igennem det framede (hvor eleverne får mulighed for at øve sig på det formelle) gå fra personaen og det at være en anden end os selv, til at tale om dig og mig som de elever og mennesker vi nu er i klassen. Her er det vigtigt for jer og for os at sætte etikken på plads. Man må godt svare nej, man må godt lade være med at svare på noget, man må gerne sige ’det har jeg ikke lyst til at svare på det spørgsmål’, fordi der er ingen, der tvinger en, selvom der er kamera på, til at svare noget som helst. Man skal også som hold, som projektgruppe og som vært sikre sig, at vi har en aftale om, at den information, der dukker op i sådan en samtale her ikke misbrugt bagefter. Så man har et nogenlunde sikkert rum, sådan at man ikke bagefter går på Facebook og fortæller ’Jamen hun sagde også bare sådan og sådan om sin mor’. Det er et sikkert rum.

Det vi så gør som voksne er at være meget lydhøre. Vi hører efter, hvad de små nuancer er i samtalen. Hvor dygtig er værten til at stille spørgsmål som er åbne, som er hv-spørgsmål f.eks. ’hvem, hvad, hvor og hvorfor og hvad så?’ og stille spørgsmål igen, hvis man ikke har forstået det. Ikke at have for travlt – at lytte og være der med sine øjne, sit hjerte og sin stemme. Vi træner også eleverne i, når de har gæster, at tale højt og tydeligt. Det er vigtigt – af mange årsager. Samt at dele lidt ud af sig selv. Man kan godt i klasser vænne sig til, at øh man skal passe lidt på sig selv. Der er måske lidt mistrivsel, måske er der ikke, men eleverne har masser af gode grunde til ikke nødvendigvis bare at dele helt vildt meget ud af sig selv hele tiden. Så vi prøver at skabe en ambience, en stemning, en åbenhed hvor vi tør komme på banen og fortælle noget om os selv, velvidende at der er nogen, der passer på, at det ikke er noget, der bliver misbrugt eller drillet med.

Bag ved kameraet har kamerapersonen og lydpersonen – måske producer og instruktør, direktøren for det hele – roller, som handler om, at de skal sørge for at bringe det bedste ud i dem, der sidder foran kameraet. Derefter roterer vi og ser – alt efter hvad vi kan nå i klassen på f.eks. et smartboard typisk eller på tv – hvad det er, der er blevet lavet og vi instruerer og hjælper eleverne til ikke at grine af hinanden eller grine af sig selv. Der er mange mennesker – inklusiv mig selv – som ikke bryder sig om at se sig selv på en skærm eller høre sin egen stemme, og det kan man altså godt øve sig på, selvom det er svært. Sådan er det jo med undervisning. Vi skal hele tiden hive os ud over det, der er svært og gøre noget, som bringer os videre og bringer os et trin videre i det faglige, i det menneskelige. Den konstruktive kritik udøver vi på klassens fællesskab. Det kan f.eks. være i forhold til at stille gode, tekniske og menneskelige spørgsmål, at lytte, at give plads til hinanden, at få noget til at ske, holde energien og måske balancen i at holde et format på fire minutter, fordi det er både kan være kort tid og alligevel enorm lang tid, hvis man løber tør for spørgsmål. Det er sådan noget, hvor vi i fællesskab kan kritisere hinanden positivt. Mange elever tror, at kritik er negativt. Det er egentlig forunderligt, så ofte vi møder elevers opfattelse af, at ’kritik, det er negativt’. Vi træner i fremlæggelsen af de her interviews og senere i det faglige bevidstheden om, at kritik er en måde at løfte sig selv og hinanden på. Så den faglighed, som vi når frem til i anden del af projektet, nyder godt af, at vi træner hinanden i at være fokuserede, at vi strukturerer et stof, som kan ligge inden for f.eks. fire minutter, at det er klart, hvad der skal siges, og hvem der siger det, når man går over til en faglig rettighed, at det er i orden at sige ’du skal lige tale lidt højere’ eller ’vi tager den igen, fordi der skal lidt mere energi på’ eller ’du har for travl, du taler for hurtigt’ eller ’jeg kan ikke forstå, hvad du siger’.

Del 2 efter Mit Talkshow er så Faglig Fremlæggelse. Hvor vi i den første fase har øvet os på at være nysgerrige over for hinanden – formelt, praktisk og menneskeligt – er del to nu en metode, som handler om at frame noget fagligt stof. Det kan være statistik eller det kan være engelsk fremlæggelse. Det kan være hvilket som helst emne, som kan fremlægges mundtligt. Det som er vigtigt at øve sig på, når man skal fremlægge noget fagligt, er bl.a. at strukturere stoffet og dermed vide, at man har forstået det, at alle i en gruppe ved, hvad det handler om, hvem siger hvad hvornår, har vi noget visuelt, vi viser, er der nogen skitser eller nogle statistikker, man skal bruge for at vise det frem og hvordan laver vi en præsentation, som sørger for, at vi får fremlagt et materiale. Ofte giver vi den opgave til eleverne, at de skal formidle et fagligt stof til deres til det klassetrin, der går under dem. Hvis det f.eks. er en 6. klasse, så skal de øve sig i at fremlægge for en 5. klasse. Det giver dem en bevidsthed om, at tingene skal være til at forstå og ikke være for svære. Det giver dem også en stolthed i forhold til at være de store, der skaber noget, som de andre kan se er godt og fagligt dygtigt, og endelig så er det noget, som vi i sidste fase eller sidste del af en indsats typisk viser for forældrene. Det er meget tiltrækkende for forældrene at se, at deres elever har øvet sig på at blive gode til at tale sammen. Det kan også være inspirerende de steder, hvor forældrene måske ikke er så gode til at tale med hinanden eller måske ikke bakker så meget op om skolen, fordi det giver et billede af, at man rent faktisk godt kan øve sig på at have en anstændig og alligevel ambitiøs måde at tale sammen på. Det er ekstra godt – oplever vi – at vi også kan vise nogle faglige resultater, så de ikke tænker ’det er bare fredagskage’ eller ’vi gør kun noget for at undgå mobning’. Det hele har den fælles retning og den fælles ambition at styrke fagligheden, at styrke trivslen og gøre det i en gensidig vekselvirkning, som løfter eleverne på alle områder.

I det udsatte boligområde Bispehaven i Aarhus Vest står problemerne i kø for børn og unge, blandt andet i forhold til skole og uddannelse. Mange har brug for en ekstra hånd og en udvidelse af skolens tilbud. “Ung i Aarhus” skaber nu et nyt, kreativt og passionerende ungemiljø med fokus på praktisk læring og skaben.

Du kan se mere i filmen.