“Trivsel gennem Faglighed” er en måde at se på hverdagen med nogle lidt friske briller eller en lidt anden linse i et nyt kamera. Der er ikke noget raketvidenskab i at bruge kamera, observation og rollespil i undervisningen. Vi ved, der er så utrolig mange måder, som I underviser på, til hverdag. Det som vi synes er ret vigtigt i det som kameraerne kan, er den umiddelbare adgang til at frame noget, den meget nemme adgang til at se noget sammen og have en samtale om, hvad der virker.

Hvor vi i fase et i Vores Klasse, Vores Talkshow/Mit Talkshow arbejder med at få eleverne til at blive nysgerrige på hinanden systematisk og formelt, så er den faglige indsats også vigtig i forhold til at gøre dem nysgerrige på sig selv i forhold til ’hvad kan jeg så lære?’, ’hvad kunne være spændende?’. Og jeg tror, at noget af det mest vigtige i forhold til at frame noget til et kamera og præsentere det, det er for det første selvfølgelig, at man får præsenteret et fagligt stof, men formentlig at det at have et publikum betyder rigtig meget. Det er svært at blive set i en stor klasse – også i en mellemstor klasse. Der er meget et krav i et moderne liv om at skulle præsentere sig ordentligt på mange forskellige måder. Så man kan også som elev, som barn, som menneske føle sig fristet til at gemme sig lidt en gang i mellem – eller at kæmpe om at få opmærksomheden.

Så dét at arbejde med det faglige stof på en måde som framer, at nu starter vi her, så præsenterer vi noget fagligt stof og så afslutter vi, det er noget som gør det meget håndgribeligt, hvad det er, der skal læres. Så det er ikke bare et spørgsmål om, at ’jeg er ikke god nok’, men snarere at ’vi har sammen skabt noget, som jeg kan stå frem og præsentere i et fællesskab’ eller ’jeg er ikke så dygtig’ eller ’jeg er enormt dygtig’ eller ’bare se mig’. Det kan medieres på en måde, hvor vi vurderer præsentationen på en måde, som hænger sammen med det faglige stof. Og lad mig være lidt mere specifik med det.

En af de ting som vi øvede i Herlev, det var statistik. Eleverne valgte forskellige emner, som de skulle undersøge. Det kunne være, hvor meget slik man spiser i familien sammenholdt med hvor meget slik, der bliver spist på landsplan eller i andre nationer. Det kunne man så lave grafer om og fortælle om, men man kunne også lave små fortællinger om, hvad slikket betyder i vores familie og på den måde koble en snæver statistisk forståelse med en hverdagsforståelse af, hvad vi gør her, en relation til hvad man kunne gøre i andre familier og sådan nogle små narrativer eller måder at koble sig selv og sin hverdag ind på det, som man laver henne i skolen. Den sammenhæng, tror jeg, er meget vigtig.

I det faglige arbejde, så har vi i hvert fald i vores projekter gjort det, at vi har sådan set bare gået ind og set på ’hvad er det I arbejder med her?’, ’hvad er det, der skal undervises i?’, ’er der nogen forløb som er måske særligt egnet til at fremlægge i grupper og som en præsentation til et kamera?’. Og vi er sådan set startet hver gang med publikum. Det at være værdig til at være her som menneske, det at være værd at høre på, det at have noget at sige er jo ikke abstrakt. Det er meget konkret, at man rent faktisk bliver hørt, at man bliver spurgt, at man oplever, at der er nogen, der hører, hvad man siger og ikke bare lukker en ude i klassefællesskabet, eller ikke rigtig bliver bemærket som voksne. Det har vi udvidet ved som regel, i det fag som man nu arbejder med, at bede eleverne om at kunne formidle et stof til den årgang, der ligger en-to årgangstrin under ens eget niveau. Det betyder for det første, at alle kan være med, fordi de fleste føler, at de ved mere end dem nede i klassen nedenunder. For det andet så er det også en anledning til at gøre noget meget tydeligt, fordi hvis man forudsætter som elev ’Jamen det er til dem nede i 4. eller nede i 5.’, så ved man også godt, at man skal være tydelig. Den tydelighed i undersøgelsen af et stof, at strukturere det og præsentere det til andre, det vinder i forståelse og i viden om egen læring ved at have et publikum, som skal se det på en film.

Noget af det, vi træner, når vi ser hinandens præsentationer og mens vi øver os på at fremlægge eksempelvis mundtlig engelsk eller matematik etc., er den gensidige, konstruktive og faglige kritik på: hvad der er af indhold, hvor forståeligt det er, hvordan det er præsenteret, om vi holder tiden og strukturen, for det træner også forståelsen af det faglige stof. Det betyder, at man kommer til at mestre sit stof konkret på en anden måde, men også det, at man har et publikum som ikke er en selv, ikke er ens lærer og ikke er de sædvanelige, det sætter lige baren lidt højere. Det sætter lige ambitionen lidt højere. Ikke med hvor avanceret stoffet skal være, men hvor forståeligt det er og hvor forståeligt det er formidlet. Så man kan sige, at den konstruktive kritik og gennemarbejdning af en præsentation før et kamera er med til for det første at fastholde, fastgøre og tydeliggøre den konkrete faglige undervisning, indholdet, stoffet osv., men også den metalæring eller den viden om egen læring og læreprocesser, som handler om at kunne se sig selv lidt udefra. Helt konkret fordi det, man optager på kameraet, kan ses oppe på smartboardet, men også fordi at ’Jamen i næste uge, der skal 4. klasserne se det, som vi har lavet for dem og vi skal have gjort det på en måde, så vi har givet en gave fra vores klasse, fra vores gruppe, til nogen små elever, som vi dermed på den måde tager hånd om’. Hvis man så ovenikøbet som elev ved, at den her film kan blive set på et kommende forældremøde af forældrene, så kan det godt være, man måske er lidt forbeholden eller lidt genert, men det er vores oplevelse, at de vokser med opgaven. De vokser, når vi ser dem.