Når vi insisterer på trivsel gennem faglighed, så er det jo vigtigt at være præcis. Det vi arbejder med er først og fremmest at styrke elevernes nysgerrighed over for hinanden, for at have et fundament at opbygge den faglige nysgerrighed på. Vi kalder overordnet vores metode for Vores Klasse, fordi Vores Klasse er der, hvor det hele foregår. Det er der, hvor undervisningen skal foregå, det er der, hvor trivslen skal være i orden, det er der, hvor vi skal støtte hinanden og bringe det bedste frem i elever og i personale. Så Vores Klasse er ligesom rammen om det hele, men den første indsats og det første trin handler om at styrke og træne elevernes nysgerrighed over for hinanden, fordi det både gør dem mere åbne over for hinanden, men også åbne over for at kunne modtage undervisning, at kunne føle sig selv set, påskønnet og nødvendige i klassen. Så det må vi have trænet.

Det gør vi igennem et talkshow, vi kalder det Mit Talkshow. Det er et talkshow, der har navnet på hver enkelt elev, fordi vi inddeler klassen i en fire-fem elever – og det kan I også gøre, der ligger pdf’er på hjemmesiden, så I kan se, hvordan man gør. Vi inddeler eleverne i grupper på fire-fem. Det fungerer så som et kamerahold, hvor der er en vært, en gæst, en kameraperson, en lydperson og eventuelt en direktør for det hele, hvis vi skal det hele til at gå op med fem elever i grupperne alt afhængig af, hvor mange grupper I kan orientere i klasserummet og ude på gangene osv.

Mit Talkshow er en systematisk framing af psykologisk og teknisk-formel konversation – som handler om at interessere sig for hinanden, at stille gode tekniske spørgsmål og at lukke sindet, ørene og hjertet op for, hvad det egentlig er den anden siger, og hvordan jeg egentlig kunne spørge, eller hvordan jeg egentlig kunne bidrage ved at fortælle mere af mig selv, uden at andre skal hive det hele ud af mig. Vi starter med at fortælle eleverne, hvad rollerne er; værten gør sådan, gæsten forventes at være en god gæst, ligesom når man er til fest hos nogen, så må man fortælle og dele lidt ud af sig selv. Kamerapersonen skal stille kameraet op og sørge for, at det kører og der er stillet skarpt. Lydpersonen skal sørge for, at vi før og fremmest taler højt nok til, at kameraet kan høre det og måske rykke os lidt tættere på kameraet, sådan at vi har et rum, hvor man kan høre, hvad der foregår, også når vi efterfølgende skal vise filmene for hinanden på klassen og eventuelt til vores forældre.

Det vi så går i gang med, det er en Som-Om-situation. Vi har i forvejen framet en filmproduktion og eleverne ved godt, at det ikke er rigtig tv eller film, de laver, men funktionerne er de samme. Det er den samme måde, man laver tv og film på grundlæggende over hele verden, så de lærer en færdighed, som kan bruges mange forskellige steder. De forstår, hvordan samspillet er vigtigt, og de forstår, at de alle sammen får prøvet alle rollerne således, at de får en forståelse for, hvad der skal til for at få et show til at fungere. Det man så starter med er at lave ’som-om’-situationer, og der kan man tage en skuespilleridentitet på sig, f.eks. et tilfældigt navn man har som vært, det kan være en personaidentitet som skuespiller, fodboldspiller, helt, den hemmelige onkel eller anden person, man finder på – en superhelt f.eks. Så sidder man og snakker, hvor vi her træner eleverne i, som vært at stille gode spørgsmål, lave et lille forinterview, sørge for vi ved, hvad vi skal snakke om og at gæsten er klar på at svare og løfter stemmen og fortæller om sig selv. Det opstår der som regel en masse sjove situationer ud af, når man finder på vanvittige identiteter og fortæller om, hvor mange børn man har, hvis man nu hedder Lionel Messi og har 17 børn, som en dreng fandt på forleden.

Idet vi skal lave en produktion på fire minutter, som skal kunne vises på smartboardet, så kan vi igennem det framede (hvor eleverne får mulighed for at øve sig på det formelle) gå fra personaen og det at være en anden end os selv, til at tale om dig og mig som de elever og mennesker vi nu er i klassen. Her er det vigtigt for jer og for os at sætte etikken på plads. Man må godt svare nej, man må godt lade være med at svare på noget, man må gerne sige ’det har jeg ikke lyst til at svare på det spørgsmål’, fordi der er ingen, der tvinger en, selvom der er kamera på, til at svare noget som helst. Man skal også som hold, som projektgruppe og som vært sikre sig, at vi har en aftale om, at den information, der dukker op i sådan en samtale her ikke misbrugt bagefter. Så man har et nogenlunde sikkert rum, sådan at man ikke bagefter går på Facebook og fortæller ’Jamen hun sagde også bare sådan og sådan om sin mor’. Det er et sikkert rum.

Det vi så gør som voksne er at være meget lydhøre. Vi hører efter, hvad de små nuancer er i samtalen. Hvor dygtig er værten til at stille spørgsmål som er åbne, som er hv-spørgsmål f.eks. ’hvem, hvad, hvor og hvorfor og hvad så?’ og stille spørgsmål igen, hvis man ikke har forstået det. Ikke at have for travlt – at lytte og være der med sine øjne, sit hjerte og sin stemme. Vi træner også eleverne i, når de har gæster, at tale højt og tydeligt. Det er vigtigt – af mange årsager. Samt at dele lidt ud af sig selv. Man kan godt i klasser vænne sig til, at øh man skal passe lidt på sig selv. Der er måske lidt mistrivsel, måske er der ikke, men eleverne har masser af gode grunde til ikke nødvendigvis bare at dele helt vildt meget ud af sig selv hele tiden. Så vi prøver at skabe en ambience, en stemning, en åbenhed hvor vi tør komme på banen og fortælle noget om os selv, velvidende at der er nogen, der passer på, at det ikke er noget, der bliver misbrugt eller drillet med.

Bag ved kameraet har kamerapersonen og lydpersonen – måske producer og instruktør, direktøren for det hele – roller, som handler om, at de skal sørge for at bringe det bedste ud i dem, der sidder foran kameraet. Derefter roterer vi og ser – alt efter hvad vi kan nå i klassen på f.eks. et smartboard typisk eller på tv – hvad det er, der er blevet lavet og vi instruerer og hjælper eleverne til ikke at grine af hinanden eller grine af sig selv. Der er mange mennesker – inklusiv mig selv – som ikke bryder sig om at se sig selv på en skærm eller høre sin egen stemme, og det kan man altså godt øve sig på, selvom det er svært. Sådan er det jo med undervisning. Vi skal hele tiden hive os ud over det, der er svært og gøre noget, som bringer os videre og bringer os et trin videre i det faglige, i det menneskelige. Den konstruktive kritik udøver vi på klassens fællesskab. Det kan f.eks. være i forhold til at stille gode, tekniske og menneskelige spørgsmål, at lytte, at give plads til hinanden, at få noget til at ske, holde energien og måske balancen i at holde et format på fire minutter, fordi det er både kan være kort tid og alligevel enorm lang tid, hvis man løber tør for spørgsmål. Det er sådan noget, hvor vi i fællesskab kan kritisere hinanden positivt. Mange elever tror, at kritik er negativt. Det er egentlig forunderligt, så ofte vi møder elevers opfattelse af, at ’kritik, det er negativt’. Vi træner i fremlæggelsen af de her interviews og senere i det faglige bevidstheden om, at kritik er en måde at løfte sig selv og hinanden på. Så den faglighed, som vi når frem til i anden del af projektet, nyder godt af, at vi træner hinanden i at være fokuserede, at vi strukturerer et stof, som kan ligge inden for f.eks. fire minutter, at det er klart, hvad der skal siges, og hvem der siger det, når man går over til en faglig rettighed, at det er i orden at sige ’du skal lige tale lidt højere’ eller ’vi tager den igen, fordi der skal lidt mere energi på’ eller ’du har for travl, du taler for hurtigt’ eller ’jeg kan ikke forstå, hvad du siger’.

Del 2 efter Mit Talkshow er så Faglig Fremlæggelse. Hvor vi i den første fase har øvet os på at være nysgerrige over for hinanden – formelt, praktisk og menneskeligt – er del to nu en metode, som handler om at frame noget fagligt stof. Det kan være statistik eller det kan være engelsk fremlæggelse. Det kan være hvilket som helst emne, som kan fremlægges mundtligt. Det som er vigtigt at øve sig på, når man skal fremlægge noget fagligt, er bl.a. at strukturere stoffet og dermed vide, at man har forstået det, at alle i en gruppe ved, hvad det handler om, hvem siger hvad hvornår, har vi noget visuelt, vi viser, er der nogen skitser eller nogle statistikker, man skal bruge for at vise det frem og hvordan laver vi en præsentation, som sørger for, at vi får fremlagt et materiale. Ofte giver vi den opgave til eleverne, at de skal formidle et fagligt stof til deres til det klassetrin, der går under dem. Hvis det f.eks. er en 6. klasse, så skal de øve sig i at fremlægge for en 5. klasse. Det giver dem en bevidsthed om, at tingene skal være til at forstå og ikke være for svære. Det giver dem også en stolthed i forhold til at være de store, der skaber noget, som de andre kan se er godt og fagligt dygtigt, og endelig så er det noget, som vi i sidste fase eller sidste del af en indsats typisk viser for forældrene. Det er meget tiltrækkende for forældrene at se, at deres elever har øvet sig på at blive gode til at tale sammen. Det kan også være inspirerende de steder, hvor forældrene måske ikke er så gode til at tale med hinanden eller måske ikke bakker så meget op om skolen, fordi det giver et billede af, at man rent faktisk godt kan øve sig på at have en anstændig og alligevel ambitiøs måde at tale sammen på. Det er ekstra godt – oplever vi – at vi også kan vise nogle faglige resultater, så de ikke tænker ’det er bare fredagskage’ eller ’vi gør kun noget for at undgå mobning’. Det hele har den fælles retning og den fælles ambition at styrke fagligheden, at styrke trivslen og gøre det i en gensidig vekselvirkning, som løfter eleverne på alle områder.