Af Søren Kjær Jensen

”Du vil dø alene i verden, og vi skider på din gravkiste. Griner, skider og tramper på dine knogler”. For et år siden kickstartede denne brutale besked i en viral video en massiv indsats for at modvirke mobning, også den digitale. Når jeg genlæser de mange hundrede kommentarer til Center for Rummeligheds Facebook-video, er sorgen og vreden tydelig. Jeg vil tro, at også du har en frustration over den hårdhed, som vi kan udvise over for hinanden. Vi, der arbejder med mobning, respekterer indignationen og arbejder på at modvirke udgrænsning i skoler og på arbejdspladser. Vejen er ikke straf. Det handler om at lytte.

Halvdelen af den voksne befolkning i Danmark har set filmen ”Vil du læse beskeden op?” på Facebook, i TV og i net-aviserne. Det har skabt indignation. Under de mange ’likes’, grædende emojis og kommentarer ligger en dyb emotion: Vi er alle rædselsslagne for at blive alene. Tanken om at blive udstødt af andre, er måske den mest grundlæggende frygt, vi har. ”Du vil dø alene i verden” er den hårdeste mobbesætning, jeg kender. Frygt kan manifestere sig på mange måder. Hos nogen som sorg, hos andre som vrede. Vi skal imidlertid undgå rygmarvsreaktioner i arbejdet med trivsel. Det fører til en modproduktiv tænkning i skyld, skam og straf, og det er ikke vejen, siger forskning.

20 års fokus på mobning har heldigvis sænket skole-mobbetallet fra 25 procent til 10 procent. Det betyder dog, at der i gennemsnit er en til to elever i hver klasse, som oplever mobning. Udstødelse er farligt for den enkelte og dårligt for fællesskaber, så vi er langt fra paradis. Når du er ensom og isoleret blandt de mennesker, som du er tvunget til at være sammen med hver dag, så kan sjælen skades. I sjældne tilfælde fører det til døden. De kammerater, som dukker sig for at undgå at blive det næste offer, vænner sig til at vælge social overlevelse, i stedet for at risikere udstødelse.

Det er tydeligt, at tonen på de sociale medier kan være meget hård, også blandt voksne. Mobning findes også på videregående uddannelser og arbejdspladser, ja selv på plejehjem. Jeg har haft glæde af at arbejde blandt mange faggrupper. Jeg skulle hilse og sige, at mobning og udstødelse findes på alle slags arbejdspladser, lige som det gode kammeratskab gør. Det er ikke bare ’de andres skyld’. Men i skolelivet er det en almindelig forklaring. Mange forældre mener, at skylden for mobning ligger hos andre forældre. Det synspunkt abonnerer en del lærere også på, men det er ikke sandt: ’Vestegnsundersøgelsen’ af Helle Rabøl Hansen og Inge Henningsen viser, at det ikke er hjemmene, som udløser mobning. Det er sociale dynamikker i skolen og på jobbet, som skaber forudsætningen for mobning.

Der er udviklet mange metoder mod mobning. En del er gode, nogle er ikke, og alle kan fungere negativt, hvis de anvendes forkert. Det har motiveret mig til at udforske grundstenene i menneskelig dissonans, for at kunne finde veje til at forhindre udstødelse.

Samtalen er fundamentet i et velfungerende samfund, og der foregår mange gode samtaler hver dag. Vi er en overvejende homogen nation med dialog, samarbejde og et flertal af børn og unge, som har det rigtig godt. Men de, som sidder ’på kanten af bænken’; i skolen, på jobbet, uden for arbejdslivet, er i fare. Elever, som har en dårlig oplevelse af skolegangen, får, statistisk set, et ringere liv. Medarbejdere, som presses ud af det gode selskab, er i fare for posttraumatisk stresslidelse. Social isolation er dårligt for alle, det er ikke kun de udstødte, som lider. Der er godt nok en kortsigtet gevinst ved at mobbe andre. Det giver en fælles følelse, magt og sikkerhed at holde andre uden for, men det koster, at leve med usikkerheden på, om jeg nu er den næste, der står for skud. Det er ikke godt at leve med skylden som udøver eller stiltiende tilskuer. Mobbe-udøvere og tavse tilskuere kan som voksne have det forfærdeligt med at have gjort forkerte ting som barn, selv om de da netop kun var børn, og derfor ikke havde et voksen-ansvar.

Vi har som samfund gavn af en tvangfri og frimodig omgang med hinanden. Når vi lader os rive med af indignation på sociale medier, når vi bliver usolidariske over for kolleger, når vi danner uhellige alliancer med andre forældre, så udhuler vi de værdier, som kunne være modvægt til presset i det moderne ’risikosamfund’. Risikoen findes i vore egne hoveder, frygten for de andre er overvejende indbildt og det mod, som vi har brug for til at leve frit, bliver spist op af en binær tænkning i ’os og dem’, de ’rigtige og de forkerte’ meninger, religioner og overbevisninger.

De fleste af de skoleklasser jeg har arbejdet med, er præget af, at børnene føler, at de skal begrænse sig selv, socialt og identitetsmæssigt. De indsnævrer deres identitet for at opnå social sikkerhed. Det kan ikke kun føre til en indsnævring af deres personlige potentiale, men også til en faglig forsigtighed. Vi træner dem derfor i at interviewe hinanden, at lære mest muligt om hinanden og at sætte sig selv til side, for at stille sig til rådighed for den anden. Deres lærere fortæller os, at især de stille elever blomstrer på en måde, som de ikke har set før. Børnene fortæller selv, at de er glade for at få åbnet op for at kunne agere på nye måder. De glædes også ved at se deres kammerater præstere noget usædvanligt. Når vi så fortæller, at man som regel får tillid fra andre, ved at udvise genuin nysgerrighed og interesse for dem, så går der en prås op for børnene. Dén åbning kan vi og deres lærere derefter udvide, til at styrke deres faglige nysgerrighed. Den grundlæggende værdi er, at børnene og deres lærere åbnes for tilblivelse gennem relationer, snarere end tilpasning af de individuelle sind.

De sidste års arbejde har vist os, hvor meget rigdom den nysgerrige samtale kan skabe. Gensidig nysgerrighed er fundamentet for samskabelse og erkendelse. Nysgerrighed er drivkraften for at lære at begå sig og at lære nyt. Nysgerrighed på det andet menneske er en bro, som kan række over en afgrund af forskelligheder. Og nysgerrighed kan trænes. Min mors sidste ord var: ”Det er ikke fair. Jeg er stadig nysgerrig!”. Jeg har gjort nysgerrighed til min professionelle og personlige drivkraft. Det gør mig ikke perfekt. Jeg ville ønske, at jeg havde været mere nysgerrig i mange private situationer. Vi kommer alle til kort, ofte der hvor det gælder mest, men det er muligt at overskride afstand, gennem bevidst arbejde. Nysgerrighed er nøglen til at forbedre sig.

Vores arbejde med børn handler om at øve sig på at lytte aktivt. Vi arbejder med film, fordi det er tiltrækkende, det skaber energi og kan deles. Børnene er stolte over at vise deres forældre, hvor dygtige de bliver til filmproduktion, nysgerrighed, samtale og faglig formidling. Men vi fortæller altid eleverne, at vi især træner deres evne til at lytte. Når vi fortæller at LYT betyder ’Lyt ydmygt teknik,’ så undrer de sig over det gammeldags ord ydmyghed. Så får vi os en filosofisk snak om, at ydmyghed ikke betyder, at man er underlagt andre eller bliver ydmyget. Ydmyghed betyder, at man aktivt anerkender den andens værd og betydning, på en beskeden måde. Måske kender du oplevelsen af at lytte på den andens argument, for bedre at kunne vinde diskussionen med et endnu bedre argument, eller at lytte til en andens historie for at kunne servere en bedre? Det gør eleverne også i starten, men de fanger hurtigt, at god lytning er intenst, og krævende: Man skal stille gode spørgsmål som inviterer den anden til at have tillid og turde åbne sig. Man skal undre sig helt åbent over det, man ikke forstår. Man skal hjælpe med at undre sig over det, som den anden opdager om sig selv i samtalen.

At lytte er en teknik som kan trænes. Når børn kan lære det, så kan voksne også. Jeg håber at du får lyst til at øve dig på at lytte mere åbent og aktivt. Vi bliver alle sammen rigere af det.