Få uger efter Mads startede i 1. klasse, blev han udset som mobbeoffer af en af de andre drenge i klassen. Og først da han kom i gymnasiet, stoppede den psykiske vold, som blev Mads´ hverdag hele vejen op gennem folkeskolen:

”Jeg var ham, alle ville lege med i børnehaven og børnehaveklassen, men så flyttede vi, og lige pludselig stod jeg bare i et mareridt, uden at jeg nogensinde har forstået hvorfor. Der var ingen nåde – ingen turde være venlig overfor mig. Det var det, der gjorde mest ondt: At de tre, der mobbede mig, kunne få alle de andre med på, at det var okay at mobbe mig. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg overvejede at begå selvmord.”

I dag er Mads 24 år og har ifølge ham selv et godt liv: Han er populær og vellidt, har studeret på sit drømmestudium på et af Englands bedste universiteter og har fundet gode strategier til at håndtere, det voldsomme overgreb, han blev udsat for. Det kan du læse nedenfor.

Men dybt i ham sidder stadig et voldsomt vrede, bitterhed og had, som i tankerne kan aktiveres, når han mentalt set rejser tilbage i sin skolehistorie. Det gælder især vrede mod de tre drenge i klassen, som han oplevede, var de værste mobbere:

”Jeg føler, de har stjålet det meste af min barndom. Hver eneste dag måtte jeg bide smerten i mig og gøre mig så usynlig som mulig og finde mig i, at de gang på gang forsøgte at ydmyge mig totalt. Selvom jeg godt ved, at jeg i dag har et meget bedre liv, end jeg synes, de har fået, har de berøvet mig så meget, at jeg aldrig kommer til at tilgive dem”.

Hvorfor snakker jeg om min mobning?

Mads fortæller her om sin motivation til at fortælle om sin mobbeoplevelse:

Selv inden jeg begyndte at studere sociologi i en alder af 20, og efter jeg fik filosofi i gymnasiet, havde jeg erfaret, at det var vigtigt for mig, at snakke med folk om mine mobbeoplevelser, selv med fremmede mennesker. Jeg kan ikke huske hvornår præcis det gik op for mig, at det var vigtigt at tale om, men jeg ved dog at jeg har haft den følelse, selv mens jeg blev mobbet. Nogle gange overvejer jeg om mit behov for at snakke om mobbeoplevelse begyndte, fordi jeg havde brug for at udfordre; ”Jamen er det bare mig? Er det bare noget jeg bilder mig ind?”. Jeg ved nemlig til dags dato stadig ikke hvorfor jeg blev mobbet, der er mange teorier som senere hen har kunnet forklare det, men selv når jeg griber til dem, griber jeg stadig mig selv i fra tid til anden at tænke; ”Bildte jeg mig det bare ind? Er de i virkeligheden uskyldige?”. Dog er der altid venner og familie, som har kunnet understøtte den triste og grufulde sandhed, at det ikke bare er noget jeg bilder mig ind…
Selv når jeg i dag, i året 2014, med et godt studie, en dejlig kæreste, en hyggelig lejlighed  og et godt job, tror jeg er kommet videre. Så gribes jeg stadig af den nagende usikkerhed som jeg følte, både i årene lige efter men også i sær, mens jeg blev mobbet.
Det kan komme, når jeg tænker på om jeg er god nok til min kæreste… eller når jeg tvivler på om jeg bliver til noget indenfor mit fag. Selv når jeg får 12 i de opgaver jeg skriver, gribes jeg stadig af en uforklarlig usikkerhed, og prøver derefter at bortforklare mit 12 tal med at der må stikke noget andet under.
Heldigvis i dag, er der dog længere og længere imellem disse usikre øjeblikke og efterhånden får jeg opbygget den selvtillid som mine mobbere totalt smadrede.

Jeg har hidtil aldrig været i terapi og jeg ønsker heller ikke at komme det. Med dette siger jeg ikke at terapi er svindel eller at det ikke kan hjælpe mennesker, for det kan det. Jeg valgte for lang tid siden, uden at være helt klar over det, at jeg ikke ville gøre min mobning til et tabu.
Det har vist sig at være den bedste terapi jeg nogensinde har kunnet forestille mig, det har hjulpet mig med, både gennem venner, familie og sågar fremmede af og til. At bekræfte at det ikke var mig der var problemet, at det ikke er mig som er en ”freak”, og det er det vigtigste for mig.
Men for ikke at løbe ned af et sidespor, vil jeg snakke videre om hvorfor jeg glædeligt taler om min mobning. Jeg føler for det første, at det er vigtigt for mig selv, at jeg ikke lader det opsluge mig, hvilket det ville gøre hvis jeg gjorde det til et tabu. Selvom jeg kan mærke vreden og raseriet der blusser op i mig, selv når jeg bare skriver dette, så ved jeg at det er bedre end den frygt og angst der ville komme, hvis jeg slet ikke talte om det. Jeg ville have været dybt traumatiseret, er jeg sikker på, hvis jeg aldrig havde talt med nogen om det. For så ville jeg kun have kunnet side og spekuleret i mine egne tanker omkring det.
Og som sociologien senere har bekræftet for mig, så er vi mennesker sociale væsener, og det er også gennem det sociale, at vi kan bearbejde de forfærdelige ting vi kommer ud for.

Jeg ved også fra mine forældre, som har lært mig meget og som jeg skylder uendeligt meget, at de er lykkelige for jeg aldrig lukkede mig selv inde, i mig selv. Men at jeg i stedet tog mine særligheder, og brugte dem til at finde folk som var lige som mig, og i dag snakker jeg sågar med alle der skulle lyste det og kender folk af alle typer. Netop fordi jeg aldrig tillod mig selv at blive helt indelukket.
Jeg valgte at min generthed skulle komme ud på en anden måde, hvilket selvfølgeligt ikke var nemt i starten, men at den skulle komme ud gennem netop at snakke, samtidig med at jeg er varsom om hvem jeg snakker med, at tænke og studere folk blev det bedste lod i mit liv… og det gør man nu bedst ved at snakke med dem.
Jeg har dog også haft mine bange år, og jeg ved da stadig at jeg nogle gange foretrækker at holde mig for mig selv, men det handler alt sammen om at afveje situationen har jeg lært. Det handler om at se folk an, at finde ud af om de er de rigtige at dele sig selv med.
Men nu kom jeg ud på lidt af et sidespor alligevel, hovedsagen er at jeg snakker om min mobning, fordi at jeg ved det hjælper mig, og fordi jeg håber det kan hjælpe andre.

Du kan se en oversigt over alle film og tekster HER.