Nysgerrighed er, for os at se, drivkraften i alt vigtigt, der foregår i en skole. Uanset om det handler om nysgerrigheden, rettet mod det faglige, nysgerrigheden i den voksnes undersøgelse af hvad eleverne kan og er parate til, hvor de skal hen og hvordan man hele tiden bliver bedre, eller nysgerrigheden på, hvad vi er for nogle mennesker. -Både elever og elever imellem, elever og voksne imellem, og så videre.

Men nysgerrigheden har nogle gange lidt trange kår. Når der er mange elever i en klasse, når man er skiftende mennesker, der underviser dem, og når der måske er situationer i en hverdag, som gør at der er mistrivsel i en klasse, eller der er konflikter.

Konflikter er jo uundgåelige alle steder hvor der er mennesker, også i skoler. Så det vi gør i forhold til at styrke nysgerrighed, er sådan en fundamental psykologisk træning i konversationens ædle kunst. Vi oplever, at det her er vigtigt at sætte formelle rammer for samtalen, så der ikke er for mange ting man skal koncentrere sig om. Man kan for eksempel øve sig på noget teknisk som udelukkende at stille “HV” – spørgsmål:

”Hvordan har du det? ”, ”Hvor gammel er du?”, ”Hvor bor du?”, ”Hvad hedder din mor?”, ”Hvor har du været på ferie sidst?”, ”Hvad hedder din hund?”, ”Ville du gerne ønsker dig, at der var en hund?”… Det er et spørgsmål, som ikke er HV, men det er også et åbent spørgsmål, som fortsætter ned ad en sti.

Den slags spørgsmål er et potentiale og en mulighed, for os voksne når vi støtter eleverne i at træne dem, når vi sætter dem med et kamera, og når vi sætter dem i par hvor de skal snakke sammen. Fordi den privilegerede position det er som voksen underviser, eller konsulent, at komme og arbejde med eleverne, giver os jo mulighed for at lytte mere end at tale. Så for os som voksne er der også et potentiale, en mulighed, en åbning, en anledning til noget andet end vi plejer når vi skal undervise i et fagligt stof.

Det er en mulighed jeg vil opfordre enhver til at benytte sig af, og blive nysgerrig på eleverne ved at træne deres nysgerrighed overfor hinanden.

Vi kan se i mange af de klip i de film som I vil kunne se her på siderne, at eleverne i starten tit er meget hurtige, eller mange af dem er meget hurtige, sådan som: ”hvad med det, hvad med det, hvad med det?”. De har virkelig travlt med at skulle finde på noget. Her er det vores rolle som voksne og som underviser, at få smidt nogle pauser ind. At give lov til langsomheden, og at invitere til åbenheden, og at inviterer til ingenting.

Der skal jo hele tiden ske så meget i en skole. Vi mødes med krav om at undervise og være dygtige og leve op til det ene eller andet eller tredje. Men det er jo ikke kun vi voksne som mødes med krav. Det er jo også eleverne, som tit har en drivkraft mod at der skal ske noget nyt, eller en klassekultur som er skabt igennem lang tid, hvor man ikke har fået trænet tålmodigheden, eftertænksomheden, pausen.

Her er der muligheder i at sætte eleverne i grupper, og at sætte et kamera op og sådan helt formelt træne: Hvordan hører du efter?, Hørte du hvad hun lige sagde om sin søster eller om sin fodboldtræner eller om hvad hun godt kan lide? Hørte du en lille pause, var der en lille eftertænksomhed, var der en tvivl, var der noget som undrede dig?

Når vi træner eleverne i for eksempel at stille gode spørgsmål, så træner vi deres nysgerrighed, også overfor sig selv. Når vi giver rum, plads og invitation til at undersøge andre, så har vi også muligheden for at sige, at når du giver den opmærksomhed, den tid, den tålmodighed, den indsats og energi, det er at interessere sig for et andet menneske, også selvom det kun er fire minutter indenfor en ramme, jamen så er det som regel sådan, at den nysgerrighed også har det med at smitte af på dig selv.

Andre mennesker åbner sig for dig hvis du er nysgerrig og det behøver ikke at være gustent eller overlagt at interessere sig for andre. Det er bare en smart, effektiv og egentligt også givende måde at gå til andre mennesker på.

Men tit når vi taler med elever om det her med at interessere sig for andre og interessere sig for hinanden, så dukker der også nogle små sprækker op i hverdagen. Nogle små sprækker som lader noget lys komme ind kunne man sige, men som også lukker op til os selv. For når mennesker får mulighed for, og bliver inviteret til, at opdage hinanden, så kan de også opdage sig selv. En af de ting som jeg tit siger til elever og til voksne, det er: ”Jamen, ku du måske noget andet selv?”

Der er rigtig mange elever som har en forestilling om i en forfærdelig tidlig alder, at de skal have styr på tingene. At de skal vide hvad de kan blive som voksne. At de retter sig meget tidligt mod de faglige mål, eller mod at ”Nå, men jeg er sådan en som ikke kan finde ud af det”. Noget af det som vi oplever når vi giver noget tid og opmærksomhed på hinanden, først psykologisk og så efterfølgende på det faglige, det er at det lukker op for muligheden for at ”Jeg også kunne være flere”.

Det er vores oplevelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at bede vores børn i en tidlig alder om at definere sig selv som, at ”Jeg er sådan”, og ”Jeg er sådan en, som kan det og det”.

Det er vores oplevelse, at det heller ikke er en god ide at behandle børn som elever ud fra definerede roller, som handler om eksempelvis læring, stile, intelligens og så videre. Det er heller ikke en god ide, at invitere eleverne til at definere sig selv som føle-, gøre-, røre-, tænke-, handle- eller spille fodbold børn, eller at ”Det er ham, der er altid er god til at slås”.

I stedet er det godt systematisk at vænne sig til i sin undervisningspraksis og sin pædagogiske praksis, at invitere eleverne til at kunne være usammenhængende. At det er okay, at man ikke altid skal være på en bestemt måde eller have en bestemt identitet. Men at man også, selvom man måske af natur er udadvendt, også har lov til at være indadvendt.

Man kan også af forskelige årsager have øvet sig i at være tavs og stille. Måske fordi man ikke føler man er værd at blive set på eller hørt på, eller man er bange for noget, eller man har fået at vide at man ikke er god til noget. Så er det en dårlig spiral at invitere eleverne til at sige at ”Jeg er sådan” og ”Jeg er sådan, fordi det har de mærket hos mine voksne og hos mine klassekammerater.”

Så konversationens ædle kunst er i virkeligheden en ramme for, at vi som voksne kan invitere vores elever og os selv, til at kunne være mennesker på nogen mere sammensatte og ikke sammenhængende måder. For vi har lov til at være forskellige, vi har lov til at være forskelige udgaver af os selv, uden at skulle stå til rådighed for andres blik på at ”Han plejer at være sådan”, ”Hun plejer at være sådan”, og ”Min lærer forventer det og det, positivt eller negativt af mig”. Som undervisere har vi også lov til at være sammensatte.

Det er nok det vigtigste at sige om konversation, at det er det at tillade os at have en samtale med os selv om, hvem vi gerne vil være.