Hvem ser du op til? “Pædagogerne i min ungdomsklub”. Dreng, 15, 8220 Brabrand.
Det er værd at huske, at mange unge sætter pris på det pædagogiske personale. Det kommer frem med varme flere steder i materialet. Der findes fælles træk ved de medarbejdere som unge ser som særligt inspirerende og tiltrækkende. Det bedste samlende ord er ”troværdighed”, men hvad betyder det konkret?
Troværdige voksne
Når de unge taler om ungemedarbejdere i fortrolige interviews med en udefrakommende, er der generelt en positiv attitude til deres professionelle voksne. Både i interviews, spørgeskemaundersøgelse og iPad projektet er der særlige kvaliteter som nævnes ved ”gode voksne”.
De unge værdsætter særligt:
- Troværdighed (”Hun er den samme i klubben, i skolen eller nede i Brugsen”, to drenge, 15, 8230 Aabyhøj).
- At de voksne er til at stole på. At løfter holdes.
- At de voksne er i øjenhøjde med unge. ”Jeg kan godt lide at være på bølgelængde med de voksne. De har ikke den store ´voksenrolle´ men de er entusiastiske”. Pige, 15, 8230 Aabyhøj.
Det sidste citat viser at det at være i øjenhøjde er værdifuldt og at energi og entusiastisme ses som positivt. Energien skal vi vende tilbage til. Men lad os se mere på, hvad det vil sige at være i øjenhøjde:
Interviewer: Hvad karakteriserer din yndlingslærer eller pædagog? ”Det er bedst at de er sjove. Som vi bliver ældre er de mindre pædagogiske og mere ligeværdige. Vi skal klare os mere selv. Hans er for eksempel ”nice”, han er på talefod med os bruger de sammen ord. Han er ikke bare en kedelig voksen”. Dreng, 14, 8230 Aabyhøj.
Initiativrige og energiske voksne
Det betyder meget at de voksne har energi og vil skabe noget. Det går i gen i spørgeskemaundersøgelse, interviews og det ligger som en understrøm under flere film i iPad undersøgelsen:
”Det betyder meget hvis der er en pædagog som går op i det jeg går op i”. Dreng, 14, 8210 Aarhus V.
Interviewer: I dansede alle sammen i starten af danseprojektet, men hvorfor gik energien væk; -hvad var godt i starten? -Alle tre drenge: ”De voksne var med!” Benjamin: ”Hvis de voksne også havde gjort det havde det været bedre. Da pædagogerne ikke kom med længere, var det ikke motiverende. Så det er motiverende at de voksne er med”. Tre dreng, 14-15, 8210 Aarhus V.
Interviewer: Fortæl om en god voksen: ”Der er gang i ham og man kan sætte sig ned og snakke med ham.”. Dreng, 14, 8230 Aabyhøj.
”Du behøver ikke være dygtig, men bare at være med på den! Nogen af de voksne har lært backgammon mens de var her. De skal ville lave noget og have lyst!”, Dreng, 15, 8210 Aabyhøj
Man kan og skal være voksen på mange måder. I mange svar og film træder energiske voksne frem. Ikke som mennesker der hele tiden pisker energi op, men som voksne som træder frem med vilje og tilstedeværelse. Én side af energi kan vi se som viljen til at forholde sig aktivt til de unge:
”I længden bliver det kedeligt hvis man ikke bliver set og støttet”, dreng, 16, 8210 V.
”De unge der blev ved med at danse, syntes i forvejen at dans var interessant. De bliver ved af sig selv, men vi andre har brug for en motivation og støtte”, dreng, 15, 8210 V.
”Det betyder noget om pædagogerne er gode til at snakke. Jonathan, en voksen her er en iværksættertype med gode ideer. Der er gang i ham og man kan også sætte sig ned og snakke med ham”, dreng, 14, 8230 Aabyhøj
I det sidste citat er pædagogen både igangsætter og tilgængelig for snak. Nærværet er altså vigtigt, men hvilken iværksætter-energi sætter de unge så pris på?
” Det er altid vigtigt at der er en god stemning her. De (pædagogerne) skal holde styr på det. Pædagogerne er med til at skabe en god stemning. De laver jokes, og de inviterer til at lave noget. Der skal være nogen der kan finde ud af det. Jeg ville aldrig gå til noget jeg ikke kunne finde ud af. På en hverdag ville jeg gå efter noget som jeg kan I forvejen. Fordi jeg er tryg ved det. Men de voksne kan få mig med på noget andet end jeg gør af mig selv”. Dreng, 15, 8210 Aarhus V.
Her ser vi både de voksne som garanter for tryghed, humor og god energi. Det er godt for de unge at de voksne er gode til noget. Men det ”noget” er i højere grad at få ting til at ske, end at være dygtige til at bygge noget, sy, lave musik eller lignende. I Center for Rummelighed tror vi meget på at det er betydningsfuldt at der er dygtige voksne, pædagoger lærere, håndværkere og kunstnere som kan inspirere og demonstrere hvad man kan opnå ved kreative processer og håndgribelige aktiviteter. I dette materiale finder vi også unges ønsker om dygtige voksen. Men det afgørende i fritidspædagogikken er tilsyneladende energien og det afslappede nærvær.
Muligvis er det ekstra vigtigt at have en generøs energi når de unge er trætte efter en lang skoledag med krav om ansvar for egen læring? Som vi så i afsnittet om skolereformen oplever de unge selv at de er pressede. De nye koblinger mellem skole og fritid, mellem lærere og pædagoger gør det meget aktuelt at diskutere hvilke former for dannelse og læring fritidstilbuddene kan arbejde med.
Humor og uhøjtidelighed
Sammen med troværdighed er humor en vigtig kvalitet. Det er naturligvis godt at have det sjovt, men der ligger mere i begrebet ”humor” end blot sjov. Når en voksen kan tage en spøg, tør at fjolle og drille og samtidig formår at tage ansvar og sørge for tryghed og klarhed, viser det overskud og solidaritet. Når en dreng siger ”Du har med børn at gøre” er det udtryk for en meta-bevidsthed om sig selv som barn og om hans behov for at blive forstået og rummet som dén, han er. Dermed kan han føle sig tryg ved den voksne og han slipper for at tage for meget ansvar for at opføre sig ”anstændigt” og velopdragent.
”De (gode voksne) har humor og ellers er det kedeligt. De skal også kunne tage en spøg. Du har med børn og unge at gøre”. Dreng, 14, 8230 Aabyhøj
”De er osse ret barnlige (på en god måde). En af dem slog mig med en porre”. Dreng, 14, 8210 Aarhus V.
”Vi kunne finde på at tage Hannes telefon og tage 500 billeder af dobbelthager. Eller komme chili i deres kaffe. Og så stille deres vækkeure på deres telefon forkert, så de kommer for sent op. (Og det kan de tage)”. Dreng, 15, 8230 Aabyhøj
Lige som de unge i Aarhus V accepterer overvågningskameraer ved indgangen af klubben, men ikke inden for, giver dette os information om at de unge har behov for balance mellem kontrol og frihed, alvor og sjov, respekt og udfordring. De mestrer selv at navigere med skiftende koder, regler og professionelle fagligheder. Så vi må give dem tilpas nærvær, klarhed og pålidelighed i hverdagens flow af udvekslinger.
Dygtige voksne
Voksne og ældre rollemodeller må meget gerne være dygtige til noget. Relations-kompetencer er vigtige i professionel pædagogik, men initiativ og dygtighed er i høj grad tiltrækkende, kan vi se. Hvad betyder det for de unge at de voksne er dygtige til noget? Vi har spurgt ind til ”dygtighed”, uanset om der er tale om en pædagog eller en anden (eventuelt ældre) ung, som har særlig kunnen. Klubmedarbejdere er værdsat for at kunne flere ting, i dette tilfælde en ikke-uddannet pædagogisk medarbejder og en lærer som arbejder både i skole og fritidsklub.
Når vi ser på mere faglige ”skills” er der ligheder mellem unge med kunstneriske aspirationer, interesse for computer gaming, at spille musik eller dyrke idræt: dygtighed er bare tiltrækkende. Unge vil gerne leve op til og nærme sig, ældres succes eller kunnen.
Interviewer: Hvad er de voksne her dygtige til? ”Jonathan kan male graffiti og har masser af talenter. Det fede ved Hanne er at hun både kan give både lektiehjælp og male en væg for at hjælpe klubben bedst!”, Dreng, 15, 8230 Aabyhøj
“Jeg ser op til dygtige kunstnere og forfattere, som fx Stanley Kubrick, Eini Carina Grønvold, Virginia Woolf og Tom Kristensen. Det gør jeg, fordi jeg beundrer, at de udfolder deres holdninger og forsøger at ændre på samfundet med et smukt sprog, som både hærger, stimulerer og måske i sidste ende påvirker. Det er fucking cool”. Kvinde, 19, 8259 Egå.
”Det er sjovt at spille med nogen som er ældre: man føler sig større. Fordi hvis ens ven siger: ” Du er ok”, så er det fedt nok, men hvis Messi eller en professionel ”gamer” roser én, bliver man stolt.”. Dreng, 17, 8210 Aarhus V
” Jeg ser op til min guitarlærer, fordi han er meget dygtig til det han laver. Jeg kunne godt tænke mig at blive lige så dygtig”. Pige, 15, 8230 Aabyhøj
”Min træner er seriøs på banen og uhøjtidelig uden for. Det kan jeg godt lide. Seriøs på banen, sjov udenfor”. Dreng, 14, 8210 Aarhus V
“Jeg ser op til unge der er ældre end mig fordi jeg ønsker at jeg, når jeg bliver på deres alder, får det nogen lunde ligeså fedt som dem”. Pige, 15, 8200 Hasle.
”Mange af de dygtige Roller Derby spillere ser jeg op til. Kamikaze Kitten, Smarty Pants og Scald Eagle”. Kvinde, 25, 8200 Hasle.
Initiativ og/eller dygtighed?
Vi har spurgt ind til nogle kvaliteter som inspirerer de unge. Vi har ud over troværdigheden set på hvad initiativ, energi og igangsætterkraft betyder for unge, og hvad faglig dygtighed eller ”skills” betyder; uanset om den voksne professionelle eller ældre rollemodeller er kreative, dygtige sportsfolk eller hittepåsomme.
Interessant nok kan ”dygtighed” for unge godt betyde ”pædagogisk dygtighed” som i dette eksempel på en troværdig voksen som værdsættes for pædagogisk kunnen. Han er i øvrigt ikke uddannet pædagog, men håndværker:
”Jeg respekterer en mand ved navnet Henrik. Henrik har den bedste personlighed, jeg nogensinde har mødt i en pædagog. han kunne være en del af flokken, og var god til at være med på hvad vi lavede, men samtidigt var han også dygtig til at være den retfærdige og bedømmende voksen, der var god til at løse diverse konflikter der nu opstår en gang i mellem.”, Dreng, 8210 Aarhus V.
Det betyder i det pædagogiske arbejde rigtig meget at de voksne gider være med på gulvet og spiller sig selv ind i aktiviteterne. Igen er det den uhøjtidelige energi som betyder noget:
”Vi har haft en breakdance lærer udefra. De første gange var det spændende, men så gik der 2-3 gange og så blev det useriøst og så gik det ned. Kun 1-2 blev ved med at danse seriøst. Træneren gad så ikke undervise kun to deltagere. Interviewer: Hvorfor stoppede det? ” Det var sjovt da pædagogerne var med, for så gad vi alle sammen. Det betyder meget, hvis der er en pædagog som går op i det jeg går op i. Også hvis det er én, der er ældre end mig. Det gør ikke noget at de ikke er dygtige, det betyder noget at de gider være fjollede med os!” Dreng, 14, 8210 Aarhus V.
Dygtighed og energi, en konklusion
Pædagogisk arbejde kan altså få godt tag i unge når man arbejder med energi, nærvær, retfærdighed og troværdighed. Faglig dygtighed er tiltrækkende og skal helst være til stede i miljøet. Det er dog ikke så afgørende om det er deres ”egne” pædagoger som har ”skills”, men nogen skal være gode til noget. Som professionel kan man for eksempel kompensere for dygtighed på dansegulvet ved at turde være med.
MAN SKAL VÆRE VEDHOLDENDE.
For de unge er der plads til at personalet kan være voksne på mange måder og de unge er generøse over for forskellige måder at være sammen med dem. Den åbenhed kræver dog, som vi har set, at de ikke føler sig overvågede, men at der foregår en udveksling som er fair og respektfuld. Lad os se på medbestemmelse.
Medbestemmelse
Inden for de etablerede rammer af fritidsklubber og ungdomsklubber har de unge som vi har talt med i kvalitative interviews og under Ungekonferencen 2014 generelt en følelse af at blive hørt. Når vi har bredt samtalen ud fra den realitet som de kender, til deres visioner for helt anderledes mulige miljøer, som for eksempel Kulturhus for Unge, så nævnes medbestemmelse ofte. Vi har ikke kvalificeret hvad det betyder konkret. I kan se nærmere på graden af medbestemmelse hos jer ved at bede de unge placere jeres miljø på denne linje. Ud fra svarene kan I tale sammen om, hvordan de unge hos jer konkret gerne vil have medbestemmelse.
Voksne bestemmer alt De unge bestemmer alt
Der er ikke tvivl om at medbestemmelse og følelsen af retfærdighed er vigtig for de unge. Her er nogle positive citater fra ungdomsklubber som fungerer godt:
”Vi har meget indflydelse på hvad der sker. Vi får ikke meget nej. Før eller siden vil vore ideer komme I spil. Når vi foreslår f.eks. ændringer vil der ske noget. Inden for grænser”. Dreng, 15, 8210 Aarhus V.
Interviewer: Hvor kan I særligt godt lide at være? ” Vores klub! Vi er meget i klubben, især tirsdag og onsdag hvor vi spiser. Vi bestemmer maden, handler og laver maden. Vi bestemmer ret meget og vi har indflydelse.
Vi har en tavle med forslag og den bliver set.” 2 drenge, 14, 8230 Aabyhøj.
”Vi har meget indflydelse på hvad der sker. Vi får ikke meget nej. Før eller siden vil vore ideer komme i spil. Når vi foreslår ændringer vil der ske noget. Inden for visse grænser.” 2 piger, 14, 15, 8210 Aarhus V
Vi har sammenfattet og fortættet en længere samtale om betydningen af medbestemmelse i et ungemiljø hvor medbestemmelse er vigtigt, men hvor de unge føler at ”kommunen” ikke er vedholdende i sin indsats for forbedringer. De oplever at de gode initiativer forvitrer, når der ikke er medieopmærksomhed på gode resultater. Citaterne er let omskrevet for at tydeliggøre pointer. Undervejs bevæger drengene sig fra at se på deres eget ansvar for at passe godt på klubben, over betydningen af deres egne initiativer, til skuffelse over at støtte til gode initiativer forsvinder:
”Vi har en (dårlig) fortid her i 8210 ,som påvirker os i fremtiden. Det kan ikke passe sammen med hærværk. Der skal helst være penge til vedligeholdelse. Så der må ikke være hærværk. ” ” Ja, men hvis børnene ikke tager initiativ, så sker der ikke noget her: Der var ham dér, han tog initiativ til at vi kan komme til en ”Usher” koncert. Det er godt. Min egen bror tog initiativ til en tur til Barcelona”. Interviewer: Hvad skal der så til, for at I kan skabe en bedre klub selv? ”Ja, vi skal have nogen til at hjælpe os. Jeg gik til pædagogerne og klagede over at der ikke er noget at lave. Jeg sagde ”lad os lave noget spændende, tage på Aros eller sådan noget”. ”De siger altid at vi bare spiller computer, men de giver os ikke andre muligheder.” ”Jeg er gode venner med lederen, og han sagde at vi selv måtte arrangere en tur til en koncert. Og så kommer vi af sted.” ”Ham der har musikstudiet hernede, det har han selv opbygget; Kommunen hjælper ham ikke”. Interviewer: Hvorfor ikke? ”Det ved jeg ikke, men han burde støttes”. ”Mit band lavede fed musik her, og vi vandt flere priser og Aarhus Kommune var stolte. Kommunen tog al æren i aviserne, men vi havde selv lavet det. Så snart der ikke var omtale i medierne så lukkede de det hele ned. De fyrede medarbejdere”. Tre drenge, 14-16, 8210 Aarhus V.
Det afgørende i denne historie er ikke, om der overhovedet var en sammenhæng mellem aktiviteterne i musikmiljøet og de efterfølgende afskedigelser. Vi må hele tiden bestræbe os på at se på hverdagen ud fra de unges perspektiv. Hvis de opfatter uretfærdigheder eller ikke føler sig hørt, er der behov for at forstå og arbejde med det.
Overvej, hvordan I kan arbejde med medindflydelse, formelt og uformelt.
Diskuter, hvordan forandringer i personale, budgetter, aktiviteter og muligheder kan kommunikeres og forventningsafstemmes med de unge.
Hvor gennemsigtig er udviklingen hos jer, og i hvor høj grad ser I tingene fra jeres position som medarbejdere i en organisation? Kunderne i en købmandsbutik og brugerne af en ungdomsklub er i samme situation: De har ikke intern viden om budgetter og organisatoriske forandringer. De ser varerne på hylden og mærker ekspedientens humør og service.