Levende billeder, Video som fælles tredje og samtaleobjekt

Video er et fantastisk værktøj til at evaluere, lave gensidig konstruktiv kritik og at tale sammen om. I denne film nævner vi, hvad man bør overveje når man ser på film sammen; uanset om det er med elever, kolleger eller forældre:

Kameraet er et fantastisk øje at se med. Man kan se sig selv, man kan se hinanden, man kan se det på andre tidspunkter, man kan få et billede op på et smartboard eller på et tv og dele noget sammen. Kameraets øje er en teknologi, som giver os mulighed for en masse forskellige blik på det personlige, på det faglige, på det individuelle, på det dyadiske og på det gruppeorienterede. Så hvad gør vi så, når vi skal bruge kameraet som undervisere til at støtte trivsel og faglighed?

Det er jo en god idé at vide lidt om, hvad der skal foregå i en klasse og for os at se er strukturen samt forberedelsen meget vigtig. Ikke fordi man nødvendigvis altid skal følge planen, men fordi det er meget godt at kunne sige til eleverne ’det er sådan, vi gør’, så man har et klart script oppe i hovedet på dem, men at man også tager ansvaret – ligesom i undervisningsdifferentiering i øvrigt – for at ’jamen hvis der er noget, vi ikke når, så er det jo så bare mig som underviser, der ikke har givet en klar nok opgave’ eller ’jeg giver jer lidt ekstra tid’ osv. Så det, at have en struktur og en metodik på plads til eleverne, er først og fremmest en sikkerhed for, at de ved, at vi skal noget og at vi kommer frem til et resultat.

Det som de levende billeder og filmene har til fælles med musik, dans, skuespil osv., det er, at der bliver altid noget færdigt i sidste ende. Der er noget, man skal have lavet, det skal præsenteres og det skal være færdigt. Så der er et produkt, som vi skal arbejde frem mod. Ved at sætte produktet op som det allervigtigste, tager vi også noget af arbejdet væk fra det her med, om vi nu har noget at gøre med hinanden på en positiv eller negativ måde. Altså vi kommer lidt væk fra at se på relationerne blandt eleverne som vigtige over mod at se på, at vi skal have lavet et produkt, som kan vises for eleverne på et lavere klassetrin, kan vises for hinanden til gensidig kritik og et produkt, der kan vises for vores forældre. Ved at sætte den faglige stolthed op som noget vigtigt, så er der også en motiverende faktor i at lave film med eleverne.

Det er muligt, at I har meget brug af iPads og mobiltelefoner eller meget lidt, det er sådan set ikke det vigtigste. Det vigtigste er den linse, som vi sætter på os selv som voksne, det blik som vi ser med, kan vi informere er kameraets øje. Vi kan gå meget tæt på, vi kan gå meget langt fra, vi kan se ting oppefra og nedefra i det blik vi lægger på det, men konkret så er det jo altid en god idé at sørge for, at kameraet er ladet op, at det er nogenlunde rent på linsen, og at man har et hukommelseskort, et bånd eller andet, som man kan overføre til smartphonen eller til smartboardet. Det vil jeg ikke gå ind i her. Der er nogle pdf’er, som beskriver noget om det tekniske, men det vigtige i forhold til at bruge kameraet som en linse på samarbejdet, det er at tænke over ’hvordan ser jeg egentlig verden?’. Det er et mere kompliceret spørgsmål, end man egentlig skulle tro, fordi vi har det med at opfatte kameraet som noget, der egentlig viser virkeligheden. Men en kameravinkel, en kameraplacering, placeringen af menneskene i den frame som man nu sætter op, det er ikke tilfældigheder. Om vi vælger at gå meget tæt på eller meget langt fra, det har noget at gøre med vores tekniske valg, men også vores måde at se verden på. Så når du skal til at arbejde med dine elever og deres filmkompetencer, så tænk lidt over ’hvordan ser jeg egentlig på verden? Kan jeg godt lide at være tæt på min elev? Kan jeg godt lide at se det lidt på afstand? Kan jeg godt lide at gå i helikopterperspektiv?’ og så brug den eftertanke, som handler om, at kameraet, blikket og framingen ikke er ligegyldig, og som en rettesnor i forhold til også at gå i dialog med dine elever og spørg ’hvad synes du selv?’. Det er ikke ”hvad synes du selv”-pædagogik, men en udfordring af ’hvad er et godt billede? Hvad er et pænt billede?’. Og teknisk: ’Kan vi høre, hvad der bliver sagt? Er der en mikrofon, som fanger det? Skal vi tæt på en indbygget mikrofon i en smartphone eller i et lille kamera eller har vi en løs mikrofon?´. Alle de her overvejelser er noget, som I kan se på, inden I går i gang og som gør, at det er en meget åben mulighed at se på jeres elever gennem kameraet.

Så lad os gå igennem de forskellige elementer i det at få noget til at fungere. Der skal være et eller andet, der kan optage et billede, der skal være et eller andet, der kan optage en lyd, der skal være et eller andet, som kan overføre eller afspille det billede for mere end dem, der står rundt omkring en telefon f.eks. Det kan jo også være godt nok, når man lige har filmet noget, at man ser det på telefonen, men vi skal i sidste ende kunne præsentere det her på et smartboard, et board eller på et tv til faglig, gensidig, konstruktiv kritik. Så inden I går i gang med eleverne og følge pdf’erne, som siger hvilken rækkefølge I kan gøre tingene i, så sørg lige for, at teknikken er på plads eller bed om hjælp med det. Bed eleven om at hjælpe med at forberede det, men stol ikke på, at det er i orden.

En anden ting som er vigtig, det er at se på, når eleverne skal arbejde i grupper, i et teamsamarbejde, så er det en god idé at inddele dem i grupper og ikke lade dem gøre det selv. Så ved de, at ’jamen det er bare sådan det er, vi skal være sammen med dem’ og det er også en anledning for jer i forhold til at sætte grupperne sammen på en måde, som kan fungere og hvor man ligesom fordeler de elever som kan det ene og det andet og det tredje. Men så også i framingen og tilrettelæggelsen af gruppen inviterer eleverne til, at det her, det er en mulighed for, at de kan prøve noget andet end det de plejer i hverdagen. Også uanset om I måske laver andre film, så er det her en anledning til systematisk at se på, ’hvordan har vi det med hinanden først og hvordan præsenterer vi et stof, så det er meget meget klart og ambitiøst?’. Samarbejdet er det vigtigste i den her sammenhæng.

Når I så har lavet f.eks. den første del, som handler om den gensidige samtale og det psykologiske spil eller den psykologiske samtale der er om at lære hinanden og sig selv bedre at kende. Og når I videre arbejder med det faglige, så er det ret vigtigt, at I får ingested, altså at indføre, filmene fra kameraet og mobiltelefoner ned på et fælles drev på intra, på skolens drev eller på en harddisk, som I har i klassen. Fordi det ville være en rigtig god idé, at eleverne ved, at materialet er der, at de ved, at det kan arbejdes videre med over et stykke tid, at de ved, at det ligger ikke ude på YouTube, hvor alle mulige mennesker kan se det og at de kan sige ja eller nej med deres forældre, om de nu vil bruge det til noget. Vi har et afsnit, der handler om forældretilladelse osv., det er en separat ting, som jeg ikke vil gå ind på her.

Det der er vigtigt ved at have filmene liggende på enten sit eget drev eller på en separat harddisk, det er, at det er vigtigt at kunne gå tilbage og udøve konstruktiv, faglige kritik på om spørgsmålene var gode, om præsentationen af et fagligt emne var godt og på den måde øve klassen i at se sig selv udefra. Det at kunne se sig selv udefra som individ, som dyade, som gruppe, er et rigtig godt spejl at holde oppe for sig selv, fordi man bliver opmærksom på sig selv. Og hvis man gør i det i en ånd og en samarbejdsetik, som er konstruktiv og positiv og lattermild forhåbentlig, jamen så vender man sig lidt fra det der med at se sig selv udefra på en måde, hvor man holder sig selv og hinanden nede. Og eftersom vi jo fagligt øver eleverne til at være dygtige til at præsentere, så er det vigtigt, at vi som voksne hjælper eleverne til hele tiden at fokusere på det der lykkes, se på det der fungerer, rose det der fungerer og sige ’nå men hvis du lavede en fejl, skidt med det, vi falder alle sammen på næsen, videre, gør det igen’. Så opladte kameraer, klare kameraer tømt for indhold og en måde at få tingene over på et fælles drev er noget, som I kan gøre. Hvis I ikke kan finde ud af det, så kan I bede jeres elever om hjælp, for de fleste af dem kan godt finde ud af det. God fornøjelse.