Læs her hvordan en gruppe gymnasieelever positionerer deres klassekammerat Morten som anderledes og ”speciel”. Læs også om hvordan Morten går ud af gymnasiet, selvom han er godt med fagligt.
Lea Wellejus kandidat i pædagogisk psykologi skriver om udstødelsesprocesser mellem gymnasieelever:

 

’Han har været meget sig selv i hvert fald…’

Om sociale forhandlinger, mobning og rigtige gymnasieelever

I efteråret 2010 til foråret 2011 var jeg, som en del af min specialeskrivning i pædagogisk psykologi ude på forskellige gymnasier og foretage interviews med elever omkring deres oplevelse af gymnasielivet. Motivationen bag dette initiativ udsprang af en interesse for, hvorvidt den ekstreme form for eksklusion, som kammer over og bliver til mobning, overhovedet fandtes blandt de 15-18 årige. Mobning var nemlig både i medierne, i litteraturen og i samfundet ofte noget, som blev beskrevet i forhold til børn i folkeskolen eller voksne på arbejdspladsen men sjældent noget, som havde unge i fokus. På min rejse ind i gymnasielivet viste det sig dog, at der også blandt denne gruppe unge er historier om sociale forhandlinger, der går i stå og om midlertidige udelukkelser, der kammer over og bliver til mobning. Blandt andet blev jeg af gymnasieleverne Cille, Jens og Tom præsenteret for historien om deres klassekammerat Morten. Den historie vil jeg præsentere i denne artikel . [1]

At blive en rigtig gymnasieelev

 Dengang såvel som nu i mit arbejde med unge støder jeg tit på mange stereotype fortællinger om gymnasietiden. Det være sig historier om ”de tre bedste år i mit liv”; ”en enestående tid, der aldrig kommer tilbage” eller om venskaber, der bliver skabt for derefter at vare livet ud. Spørgsmålet er om dette gælder for alle? Spørgsmålet er, om det at se gymnasietiden retrospektivt senere som voksen, kan gøre fortællingen mere fantastisk, end den egentlig var, da den stod på?

Gymnasietiden kan anskues som en overgangsperiode mellem teenager og ung og som en brydningstid, hvor der siges farvel til folkeskolemiljøet for til gengæld at gå på opdagelse i, hvordan man skal begå sig i gymnasiesammenhænge. Min erfaring efter at have beskæftiget mig indgående med unge de seneste par år, er, at der i de unges samt samfundets herskende diskurser omkring gymnasielivet ligger en implicit forståelse omkring, at det faglige er noget, som man mange steder må arbejde for, men at det sociale liv som gymnasieelev og de livslange venskaber vil komme mere eller mindre af sig selv.

Det kan betyde, at de sociale processer, som man oplever at blive kastet ud i i den brydningstid, hvor man går fra at være folkeskoleelv til at blive gymnasieelev, bliver overset eller negligeret både af en selv og af andre, fordi der hersker en diskurs om, at det er ens eget ansvar som gymnasieelev at skabe sociale relationer.

Så hvordan bliver man egentlig en rigtig gymnasieelev. En af dem, der både formår at gøre det rigtige i de andres øjne både socialt og det fagligt? En af dem, der accepteres, som en passende del i et eller flere af klassens opståede fællesskaber. En som er med til både at forme og passe ind i den lokale kultur med alle de markører, der findes i et sådant fællesskab herunder sprogbrug, måder at klæde sig på, humor, deltagelse i timer, frikvarterer og fester.

At blive og være en rigtig eller en passende elev kan ses som en proces, der er nøje vævet sammen med en bestemt magtdiskurs i den pågældende klasse og den position, som man får forhandlet sig frem til i den sammenhæng ud fra, hvad der fremstår som det normale, det rigtige og de fælles socialt og kulturelle retningslinjer, der beskriver, hvordan man bør opføre sig.

Det, at blive gymnasieelev i en klasse, vil sige at blive tilladt at udvikle kundskab om den lokale kultur og kende det, der mere eller mindre skjult bliver vedtaget som værende den normale og passende opførsel.

Hvor der er en bestemt norm for en rigtig og en passende opførsel, optræder der også altid en afvigelse, som definerer den passende opførsel ved at være modstillingen nemlig det unormale, upassende, det urigtige.

Den normale, passende og rigtige gymnasiefigur kan ikke indholdsbestemmes udefra, da dette altid er et spørgsmål om den specifikke kontekst. At blive betragtet som en passende gymnasieelev er en individuel proces, som formes på forskellige måder, hvor der ikke er frit slag. Man kan næsten sige, at en af de usagte præmisser for at blive optaget på et gymnasium er også, at man siger ja til tage alt, hvad man har af sociale kompetencer, humor, køn, materialitet, faglighed, seksualitet, kendskab til andre og andres kendskab til en selv med op til et stort forhandlingsbord. Ved dette bord er det så de andre elevers opgave at vurdere de fremlagte beviser, hvorefter det så besluttes, om vedkommende så får lov til at blive accepteret som en passende, rigtig gymnasieelev.

Denne forhandling ser dog ud til ikke at være en enkeltstående hændelse, men er noget, som konstant kan være i bevægelse. Dog kan det dynamiske aspekt i forhandlingen på et tidspunkt gå i stå. Når det sker i den sociale forhandling mellem gymnasielever, så er det, at den pågældende elev ikke længere har adgang til at blive revurderet og have muligheden for at blive til som en rigtig og passende gymnasieelev, og indgå som en del af den forhandlede og besluttede norm.

Derfor er det interessant at se på den proces, hvoraf nogle identiteter gøres til passende og rigtige, mens andre gøres til det modsatte, og hvor forhandlingen går i stå. Ved at fokusere på denne forhandling i en klasse rettes blikket nemlig også mod, hvordan det ser ud, når gymnasieelever værdisætter noget som rigtigt og passende i forhandlingen, mens andet bliver værdisat som det modsatte. Derved bliver det også en rejse ind i den del af gymnasieverdenen, hvor der handles med inklusions-og eksklusionsprocesser, og hvor nogen bliver lukket ind i normalitetskategorien, de passende, og andre bliver modsætningen, de upassende og potentielt ekskluderede.

Morten – grænsefiguren i klassefællesskabet

Hvis vi retter blikket mod de ekskluderede, hvor forhandlingerne er gået i stå, og man i stedet er blevet dømt ude som en, der ikke vurderes passende, så kan man beskrive dem som grænsefigurer i en klasse. Dem, der i de andres øjne gør det skævt. Disse grænsefigurer er pejlemærker for, hvor grænsen går, og billedliggør derfor det, der i de andres forståelse er for skævt, upassende og ikke helt rigtigt. Det er dem, der er med til at forstyrre en bestemt og måske ikke engang italesat normalitet i klassen.

Grænsefigurerne kan derved virke som det omvendte spejl, som de andre elever kan kigge i og spejle sig i set i forhold til, hvad de i hvert fald ikke er eller ønsker at være.

Morten er en gymnasieelev, som virker til at have været en af dem, der ikke har formået at gøre det helt rigtige. Cille fortæller:

Cille:’ Vi har måske engang været lidt hårde i munden mod…Morten…men det er jo ikke noget…’

Jens: ’ Det er jo kærligt ment!’

Cille: ’ Altså… (…) decideret tror jeg ikke, at han har følt sig mobbet, jeg tror, at han i perioder har følt sig lidt eller meget udenfor (…), men det er…ham snakker vi eller I (henvendt til drengene) snakker jo meget med ham nu?! (…)

Tom:’ Jeg ved ikke, om han har følt sig udenfor…Han har været meget sig selv i hvert fald….’

 

Det er tilsyneladende svært for Cille, Jens og Tom at finde frem til, om Morten faktisk blev mobbet eller ej. Havde Cille kategoriseret Morten som en, der konsekvent var udenfor fællesskabet, så havde mobbekategorien måske været tættere på Cilles opfattelse af Mortens situation, end hvad den forekommer at være, når hun kalder det ’perioder, hvor han har været lidt eller meget udenfor’. Spørgsmålet er, om Morten ville benævne de perioder eller, om hans position mere ville karakteriseres som være en af dem, hvor handlingerne er gået i stå, og han dømmes udenfor fællesskabet. Har Morten mon oplevet, at der har været adgang til at gå ind og ud af fællesskabet, og at den dynamiske forhandling var i gang, og at han derfor bare har været periodisk udenfor? Ved Cilles brug af begrebet perioder, går Morten fri af en kategori som værende en, der er udenfor – og de andre går fri for at være dem, der har bestemt, at forhandlingerne er låst fast. I stedet har Mortens tilstand af at være udenfor fællesskabet været sporadisk og faktisk ifølge Tom selvvalgt. Altså bliver ansvaret her givet til Morten. For når Mortens position i klassen er selvvalgt og periodisk, så taler Cille, Jens og Tom også dem selv ud af de forhandlingerne, som er foregået omkring Morten. De går på den måde fri i forhold til, at de også har haft ansvar og medbestemmelse omkring, hvordan man bliver en rigtig gymnasieelev i deres klasse.

 

 

Samme gruppe elever bliver interviewet igen et par måneder senere. I interviewet kommer det frem, at Morten nu har forladt klassen.

Cille fortæller, at ’…Morten…øhm…han er gået ud efter og har fået fuldtidsjob i (…), og…der er nogle, der ligesom har kontaktet ham og spurgt, om der er os, der bidrog til, at han stoppede og….(…) (Morten) var virkelig nærmest udstødt fra klassen i en periode…øhm…og så…så..en dag, så kom vi hen i skolen og så så vi bare, at han afleverede sine bøger, og så kom han ikke ind til os, og så fik vi af vide, at han var gået ud. (Pause) Og så var der nogen, der kontaktede ham og spurgte, om det var os, der sådan..havde gjort, at han ikke kunne holde ud at være her, og da sagde han bare, at det var det ikke, og han var virkelig bare kørt træt i det og han, altså, han havde ingen gejst for at komme op om morgenen, det ved vi selvfølgelig ikke, om bare er en undskyldning (…)

På spørgsmålet om, hvorvidt der er nogle lærere, der har kontaktet Morten, forklarer Cille, at det er der ikke, og der er heller ikke nogen af drengene, der ser ham. ’Overhovedet ikke’ svarer hun. Cille fortæller videre ’Altså, det var sådan, altså, han var..han var sådan lidt speciel (…) eller han var..normal, ikk’…kvik dreng også rigtig klog, ikk’ og også en man sådan havde lyst til at arbejde sammen med, hvis man selv havde problemer med matematik og fysik og sådan, der var han god til at hjælpe… 

Cilles beskrivelse af Morten løfter sløret for dobbeltheden i Mortens præstation som gymnasieelev: På den ene side var han ’lidt speciel’, som hun siger. På den anden side beskriver hun ham som normal og kvik og som en, der ifølge Cille ikke har haft svært ved fagligheden i gymnasiet. Tværtimod har han derimod været god til at yde faglig støtte til f.eks. Cille. På den måde ser Cille ingen grund til, at Morten skulle have forladt gymnasiet på grund af et fagligt, uoverkommeligt pres.

Men hvad er der så, der kan have været på spil for Mortens afsked?

 

’Hvis han havde haft et bedre forhold til nogle af os andre, så…’

Cille giver sit bud på spørgsmålet om, hvorfor hun tror, at Morten valgte at gå ud: ’Jeg tror lidt, at …han virkede også lidt skoletræt og lavede ikke så mange af sine lektier og sådan noget, men…jeg tror, at hvis han havde haft et bedre forhold til nogle af os andre, så havde han også, så var han blevet…(…) og så tror jeg også, at det hjælper at komme over til sine venner. Der tror jeg ikke, at han ligesom kom over til nogen, hvor han tænkte ’jaaa’ eller ’det bliver fandme hyggeligt, ham skal jeg hen og se efter min weekend’ eller ’ jeg har det hér på hjerte, som jeg gerne lige vil fortælle ham.’ Det tror jeg heller ikke, at han havde. Så måske hvis han havde haft en, som var tæt på ham, én, som (han) virkelig altså godt kunne lide at være sammen med rigtig meget, så havde det måske også kunne gøre, at han var blevet..’

I Cilles bud på, hvorfor Morten har valgt at forlade gymnasiet ligger der en forklaring om, at han var skoletræt og ikke lavede sine lektier. Men det der fylder mest i Cilles fremstilling, er Mortens tilhørsforhold til klassen. Hun virker overbevisende i sin fortælling om, at Mortens farvel til klassen primært har handlet om hans mangel på venner, og det er ikke det formelle fællesskab i klassen, som ifølge Cille ville have fået Morten til at blive.

Hun nævner en ven. En enkelt ven. Havde Morten haft en, som havde været tæt på ham, så havde det måske kunne gøre en forskel for, hvorvidt han var blevet i klassen. Både fordi det for ham ville betyde, at han ville kunne have nogen at fortælle om sin weekend til, som Cille nævner, men muligvis havde det også kunne give ham og de andre en oplevelse af, at han var en mere rigtig gymnasieelev, hvis han havde haft en ven. Måske havde adgangen til et venskab gjort, at Morten var blevet betragtet som mere acceptabel og passende og derved en mere uundværlig del af klassens fælleskab, end hvad der lader til at være tilfældet ifølge Cille.

I denne fortælling om Morten virker forhandlingerne til at have stoppet deres dynamiske proces og i stedet låst sig fast. Spørgsmålet er, om Morten har oplevet, at det blot var i perioder, at han har været udenfor, som Cille tidligere nævner, eller om hans oplevelse af klassefællesskabet nærmere kunne karakteriseres som en form for social eksklusion, hvor han ikke har haft blot en enkelt ven, der har kunne sætte skub i de sociale forhandlinger for og omkring Morten.

 

Et blik på de sociale forhandlinger

Mortens historie er en ud af mange, som udspiller sig i gymnasieklasser i dag, hvor nogle elever bliver genstand for social eksklusion, som kan føre til udstødelse. En proces, der ikke nødvendigvis udtrykker bevidste, ondsindede handlinger, men som er et resultat af en lang forhandlingsproces, som går i stå, når den enkelte ikke længere har mere at forhandle med.

Mortens historie er også et eksempel på, hvor stærkt det sociale aspekt kan spille ind på tilhørsforholdet til gymnasielivet trods gode, faglige kvalifikationer. At høre til socialt og være en aktiv og anerkendt del af klassens sociale liv er et stærkt kort at kunne smide på forhandlingsbordet, som ofte virker til at trumfe det faglige, ellers gode kort, som man måske også må have på hånden som gymnasieelev. Men resultatet kan hurtig blive, at man ender med at være en del af den upassende, den urigtige og ikke-accepterede gruppe, når man først bliver kategoriseret som lidt speciel; en, der ikke har venner eller en, som vælger at være meget for sig selv, som en af de andre drenge siger om Morten.

Derfor må blikket for elever såvel som lærere i gymnasiet være rettet mod den sociale forhandling, som finder sted i det formelle fælleskab som en gymnasieklasse er for at få øje på der, hvor forhandlingerne er i fare for at gå i stå, hvor den dynamiske proces sætter ud, og hvor eksklusionen kommer snigende.

 

Lea Wellejus er cand.pæd.pæd.psyk og afsluttede sin uddannelse med specialet ’ At gøre passende babe, dreng, elev, skank og akoholiker – om mobning i gymnasiet’ i samarbejde med Trine Skov Laursen.

Lea arbejder til daglig i ungerådgivningen Headspace.

[1] Personerne optræder i en anonymiseret udgave