Mennesker har brug for at høre til. Hør hvordan det indvirker på mobning.

Mobningen udspringer af skoleklassens kultur og forstærkes af menneskers angst for at blive ekskluderet – og længsler efter at høre til.

Begrebet ”Social eksklusionsangst” er udviklet af professor Dorte Marie Søndergaard.

Teorien om sammenhænge mellem mobning og ”Longing for belonging” er udvikler af adjunkt Helle Rabøl Hansen. Begge forskere er fra forskergruppen eXbus, exploring bullying in schools, Århus Universitet (DPU).

En ny kurs i skolens mobbearbejde

Af journalist Monica Madsen 

Mange lærere og pædagoger oplever, at de eksisterende strategier til at stoppe mobning, ikke er effektive nok. Det er der en god grund til, viser den nye danske mobbeforskning fra eXbus:

De nuværende strategier fokuserer nemlig primært på, at årsagen til mobning skal findes i det enkelte barns personlighed og opdragelse. Men mobningens stærkeste drivkræfter er kollektive: Longing for belonging – dvs. længslen efter af høre til; og social eksklusionsangst – dvs. angsten for at blive lukket ude af fællesskabet.

Om longing for belonging i praksis fører til mobning, afhænger af, hvor stor angsten for at blive udstødt er – og hvor stor angsten er, afhænger af en lang række sociale dynamikker og omstændigheder i og omkring gruppen.

Med dette website vil vi derfor udstikke en ny kurs for, hvordan skolen kan forbedre sin indsats overfor mobning ved at arbejde med klassens sociale dynamik og de kollektive mønstre i klassens omgivelser.

Exbus forskere fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet undersøger mobningens årsager og virkninger ud fra en sociologisk tilgang. Vi tager afsæt i forskningsprojektet eXbus <Link>, der i 2007-2011 afdækkede mobning blandt børn i skolen.

Mobning er et udstødelsesfællesskab

Konklusionen i eXbus-forskningen lyder:

Mobning er et udstødelsesfællesskab, hvor nogen opnår følelsen at have et stærkere gruppefællesskab med hinanden, hvis de udstøder andre fra gruppen.

Den ene væsentlige drivkraft for dem, der udstøder, er et behov, de ikke får opfyldt: Længslen efter at hører til – longing for belonging.

Den anden væsentlige drivkraft er den sociale eksklusionsangst, som latent er tilstede blandt alle, der træder ind i eller er del af et gruppefællesskab.

Er angsten for at blive ekskluderet af gruppen stor nok, kan nogle børn reagerer på den ved at forsøge at minimere andre af gruppens medlemmers betydning, hvorved kombinationen af longing for belonging og social eksklusionsangst bliver til drivkræfter mobningen.

eXbus’ undersøgelser viser også, at velfungerende børn kan tilsidesætte de empatiske hensyn, de normalt vil tage, hvis deres eksklusionsangst er tilstrækkelig stor.

Hvad er social eksklusionsangst?

Begrebet social eksklusionsangst bygger på en socialpsykologisk forståelse af mennesket som eksistentielt afhængigt af social indlejring, fordi vi mennesker er afhængige af at tilhøre fællesskaber.

Hvis vores indlejring i et fællesskab kommer under pres, kan vi blive angste, og der kan opstå emotioner og praksisser, som vi forsøger at minimere angsten med.

I nogle sammenhænge kan handlingen bestå i, at man forsøger at lindre angsten for at blive ekskluderet af fællesskabet ved at producere foragt for andre, og dermed forsøge at minimere andres betydning for fællesskabet, så de har mindre betydning end man selv har.

Dorte Marie Søndergaard fra eXbus har udviklet teorien om sociale eksklusionsangst (Søndergaard 2009), og begrebet kan kort forklares sådan her:

I en utryg skoleklasse med en negativ klassekultur, hvor børnene – af potentielt mange forskellige årsager – er usikre på hinanden, og usikre på de voksne, og hvor angstniveauet er højt, kan nogle børn forsøge at lindre angsten for at blive lukket ude at gruppen, ved at forsøge at skabe foragt for andre i gruppen, så de får mindre betydning for gruppen, end man selv har. Hvis forsøget på at skabe foragt lykkes, så andre lukkes ude af gruppen, tipper gruppens adfærd over i mobbehandlinger.

Den afskyeliggørelse, der kan ramme enkeltelever eller grupper af elever, når mobning opstår, fungerer samtidig på den måde, at disse børn mister adgangen til at være med i gruppens fællesskab – de bliver gjort irrelevante og uværdige til at deltage i fællesskabet.

At blive berøvet sin sociale anerkendelse i gruppen på denne måde kan opleves som psykisk tortur for den, der udsættes for det, fordi den sociale anerkendelse er nødvendig for at man kan føle værdighed – det er netop også derfor, eksklusionsangsten er en meget stærk drivkraft.

Få overblik over den nye mobbeforskning

I bogen ”Mobning gentænkt” (Hans Reitzel 2013, redigeret af Jette Kofoed og Dorte Marie Søndergaard) kan du få mere at vide om den nye mobbeforskning i skoleklassekulturer, lærerpraksisser og mobbeforståelser, skole/hjemsamarbejde, digitale medier, mobningens spor i voksenlivet, opvækstbetingelser, venskaber, tænketeknologier og filosofiske tilgange.

Teorien bag det nye mobbesyn:

En ny socialdynamisk forståelse af mobning

Mobbeforskningen har rødder tilbage til 1970´erne, hvor en række psykologer med svenskeren Dan Olweus i spidsen definerede mobning som et fænomen, der primært opstår, fordi de involverede børn har en særlig personlighed præget af karaktertræk som aggressivitet, ondskab, fravær af empati, psykopati og svaghed.

Dette individpsykologiske syn på mobning har sat dagsordenen indtil i dag, både i den daglige praksis blandt lærere og pædagoger, og når der er blevet udtænkt mobbestrategier og mobbepolitikker.

Men kabalen går sjældent op, hvis vi kun kikker på personlige karaktertræk i grupper med mobning: Erfaringen viser fx, at også børn, der opfattes som velfungerende og empatiske, deltager i mobning, og at der også mobbes i velfungerende klasser.

Det er baggrunden for, at de danske forskere i eXbus har undersøgt nogle af de mange andre faktorer, der kan spille ind, når mobning i skolen opstår. Og eXbus-resultaterne viser tydeligt, at selvom individuelle karaktertræk spiller en vis rolle, kan de ikke i sig selv forklare, hvorfor der findes mobning.

Hvis vi vil stoppe eller forebygge mobning, skal vi derfor ikke udelukkende se på mobningen med individpsykologiske briller og handleplaner målrettet udvalgte elever, men også socialdynamisk til værks med hele klassens trivsel som mål.

Der skal kigges nærmere på de kollektive mønstre, der styrer gruppedynamikkerne i klassegruppen:

Vores identitet er betinget af vores sociale relationer til andre, fordi vi i høj grad bliver til og udvikler vores selvopfattelse via dem. Og vores behov for blive inkluderet i gruppefællesskabet i fx en klasse er så stærk en drivkraft, at også velfungerende børn ofte tilsidesætter deres veludviklede empati for at overleve socialt, hvis deres angst for social eksklusion bliver for stor.

Derfor tager den nye danske mobbeforskning afsæt i, at mobning er en langt meget kompleks størrelse, der opstår, fordi mange forskellige dynamikker interagerer, både på det personlige og det kollektive niveau, og skaber et højt niveau af social eksklusionsangst.

Den nye mobbeforsknings hovedpointer:

Mobning kan ikke forklares ud fra enkeltindividers personlighedstræk

• Mobning opstår og holdes ved lige, når mange kræfter spiller sammen på forskellige måder.
• En af disse kræfter kan være skolens professionelle voksnes vante syn på, hvad der er mobning, og hvordan den skal håndteres.

Skolens særlige ansvar

Skolens professionelle voksne har et særligt ansvar for at sikre børn et klasse- og skolemiljø, der ikke skaber grobund for mobning:

Skolen er et centralt sted i børns liv – både når det gælder den faglige læring, som er skolens formål, og når det handler om at udvikle de sociale kompetencer til at indgå i fællesskaber og til at danne venskaber.

Børnenes fællesskaber formes af relationelle processer, som er vævet ind i skolens mange forskellige aktiviteter, og hvor der løbende sker både inklusioner og eksklusioner, der i nogle tilfælde kan udvikle sig til mobning.

Mobningen opstår derfor i en professionelt tilrettelagt ramme, hvor børnene har pligt til at være, og hvor børnene naturligt forventer at blive en del af klassens fællesskab.

Skolens store udfordring

Hvis vi i skolen vil opnå større succes, når vi bruger ressourcer?/kræfter? på at forsøge at bremse og forebygge mobning, er det vigtigt, at vi gør op med vores traditionelle syn på mobning og udvikler en ny praksis i vores måde at tackle mobning på.

En praksis, der har stor forståelse for, hvilke kollektive mekanismer, dynamikker og dilemmaer, der styrer de praksisser, som børn og deres lærere, forældre og andre fagpersoner har omkring mobning.

Vi skal med andre ord træne os i at placere aben et andet sted, end ved at udråbe mobberne til onde: Der er stor forskel på at være ond og at handle ondt for at dulme angst.

At placere aben hos forældrene til de mobbende eller mobbede børn, eller at negligere, at der reelt er tale om mobning, når et barn føler sig mobbet, er heller ikke en farbar vej til at bremse og forebygge mobning: eXbus-forskningen peger på, at skole/hjemsamarbejdet ofte kommer til at fastholde mobning, fordi skolen i mange tilfælde ikke anerkender barnets oplevelse af at blive mobbet. Fastholder forældrene, at barnet lider overlast, diskvalificerer de sig ofte i skolens øjne som besværlige forældre, der ikke kan tages alvorligt, fordi de ikke er solidariske med skolens syn på, hvad der er mobning, og hvad der ikke er mobning. Dermed føler også forældrene sig ekskluderet af skolens fællesskab.

Vigtigt er det desuden at være opmærksom på, at der i en klasse er langt flere ofre for mobningen, end den person, der udsættes for den: Ved at lade stå til, vænner vi børnene til, at mobning er en præmis, når de vil skabe tilhørsforhold – en viden, de tager med sig og praktiserer i nye gruppefællesskaber. På den måde kan den meget store gruppe af passive elever være med til at stimulere mobning i nye gruppesammenhænge.

Omvendt: Da en af de mest effektive strategier til at forebygge mobning er at arbejde for at styrke skoleglæden hos elever med skolelede, kan vi som en sidegevinst skabe større trivsel og skoleglæde blandt alle elever, hvis vi gør en aktiv indsats og ser mobbeproblematikkerne i øjnene.

Se dine opfattelser efter i sømmene

At skolens professionelle voksne ser deres egne vante opfattelser af mobning og dens årsager efter i sømmene, er med andre ord en vigtig forudsætning, hvis vi vil skabe et skolemiljø, der i højere grad forebygger og modvirker mobning:

Mobning er et hverdagsfænomen, de fleste lærere og pædagoger har en holdning til, og som man derfor også pr automatik opfatter og håndterer på en bestemt måde – ud fra det, forskerne kalder en bestemt tænketeknologi.

Derfor er formålet med dette website at give lærere og pædagoger indblik i nye måder – nye tænketeknologier – til at forstå og håndtere mobning på.

Ny tænketeknologi er nøglen til nye praksis

Den klassiske tænketeknologi omkring mobning sætter fokus på de individer, der er involveret i mobning, og den søger forklaringer på mobningen ved at pege på, at bestemte personlighedstyper, bestemte dysfunktionelle familiemønstre osv. skaber grobund for mobning.

Den nye mobbeforskning ser i langt højere grad på den kontekst, mobningen udspilles i. Og den stiller overordnede spørgsmål, der kan hjælpe os med at udvikle nye tænketeknologier – dvs. nye hverdagspraksisser i vores måde at opfatte og håndtere mobning på:

* Hvilke handlinger og forståelser samler sig under betegnelsen mobning?

* Hvordan legitimerer børn mobning som handling?

* Hvordan legitimerer de voksne deres måder at håndtere mobningen på?

* Hvordan kan vi forstå de intense følelsesmæssige oplevelser, der knytter sig til mobbehandlinger, fx mobbefryd?

* Er enshed altid godt?

Tænketeknologier består både af et refleksionsspor og et praksisspor: Tænker man ud fra en bestemt tænketeknologi, afgør den, hvilke handlemuligheder man oplever, at man har:

Den enkelte tænketeknologi, vi bruger, sætter derfor rammen for, <UD?: hvordan man kan vide – og dermed også for,> hvad vi kan vide, og hvad vi ikke kan vide: Den er med til at åbne og lukke vores øjne for sammenhænge i den verden, vi er en del af. Og den afgør, hvilke strategier og handlemuligheder, vi finder frem til, samtidig med at vi lukker af for en række andre strategier og løsninger.

Sig farvel til skyldsfokuseret tænketeknologi

Bruger vi den traditionelle skyldsfokuserende tænketeknologi, når vi konfronteres med mobning, får vi både børn og voksne til at søge efter en skyldig aggressor og et afmægtigt offer: Hvem har skylden? Hvad er der galt med de involverede individers personligheder? Og vi tænker i en løsning som fx en handleplan, der er en sanktion mod den enkelte elev.

Bruger vi i stedet for en socialdynamisk tænketeknologi, der er særligt opmærksom på de sociale processer i børnegruppen, retter vi blikket mod de dynamikker mellem børnene, som gør det oplagt for nogle børn at deltage aktivt i at producere foragt og afsky for andre børn: Hvorfor er det oplagt for børnene at gå ind i den sociale dynamik, der findes i klassen? Hvad får dem til at vælge at producere foragt overfor andre børn i klassen, fremfor at handle på alternative måder, som er oplagte, når man deler hverdag sammen i en klasse?

Sætter vi på denne måde fokus på de sociale processer og klassens kultur, åbner vi for interventionsformer, der griber ind på et mere kollektivt niveau, fordi de fx sætter fokus på deltagelsespræmisser, mønstre, vaner og normer for dannelse af venskaber – og på praksisser for gensidig anerkendelse og respektfuld omgang med alle på tværs af alle forskellighed.

Konkret kan man fx arbejdet ud fra handleplaner, der har til formål:

• At dæmpe angstniveauet i klassen.
• At anerkende læreres kompetence til/uddanne lærere til at påtage sig ansvaret for at være medskaber af konstruktive klassekulturer.
• At styrke skole/hjemsamarbejde i forbindelse med mobning.

Der er flere forskellige meninger om hvad mobning er, men mange af disse meninger kan ofte linke til to forskellige grundforståelser af mobning. Den ene forståelse forklarer mobning som et fænomen, der  primært er knyttet til individers personligheder. Den anden forståelse forklarer mobning som et fænomen, der primært er knyttet til det lokale miljø eller den lokale kultur. Hør hvordan en forsker forklarer det.