Parentesmetode -Ny bog og metode om mobning som social dynamik

Helle Rabøl Hansen udgiver nu en ny bog om mobbedynamikker og antimobning. Bogen udkommer på Dafolo og er skrevet direkte til lærere og pædagoger i skolerne.

Parentesmetoden, Helle Rabøl Hansen

 Uddrag fra bogens indledning:

Denne bog er skrevet til lærere og pædagoger, der gerne vil udfordre skole-mobning uden selv at komme til at udstøde og marginalisere børn i skolens fællesskaber. Metoden retter sig først og fremmest mod de voksnes tænke-universer og er et tilbud til den professionelle om at træne sig selv og sine kollegaer til at tænke helt anderledes om mobning, end de muligvis har gjort tidligere. Parentesmetoden giver et fundament, ud fra hvilket man kan tænke og håndtere konkrete sager om systematiske udstødelsesprocesser i skolen på nye måder. Det nye ligger i, at mobning i højere grad end tidligere forstås som sociale dynamikker. Ganske vist er det stadig dynamikker, som krænker, men som er sociale i den forstand, at mobningen lever og organiseres af mennesker i fællesskab. Det betyder, at betegnelser som ”sociale” og ”fællesskaber” i denne bog ikke benyttes som fænomener, der nødvendigvis er positive i sig selv. De er begreber for relationelle bevægelser, der samler mennesker om noget. Fællesskaber kan således både være samlende og tolerante, men de kan også være sorterende og mobbende.

Parentesmetoden er blevet til efter forfatterens arbejde i og omkring skolemobning. Først som jurist i Børnerådet siden som sekretariatsmedarbejder i Børns Vilkår og medstifter af netværket AMOK, AntiMObbeKonsulenter, og senere som skoleforsker på Aarhus Universitet (DPU) i forskerteamet eXbus – eXploring bullying in Schools. Metoden bygger videre på praksiserfaringer og ny dansk forskningsviden om skoleklassekultur og mobning. Der er ikke tale om en metode, der indeholder faste målbare standarder eller fikserede obligatoriske aktivitetstiltag. Metoden er i højere grad designet til tanker, dialoger og praksis i lokale lærer-pædagog-team, der gerne vil inspireres med strategier, som arbejder på at styrke hele skoleklassens sociale liv. Der er heller ikke tale om en metode, som har været underlagt tidens efterspørgsel på kvantitative evidensundersøgelser. Det er den for ny til. Udgivelsen er snarere et udtryk for forfatterens (min) utålmodighed. Skal man vente på at give ideer videre til folk, der efterspørger dem? Nej, jeg tager chancen og har derfor stykket alle de råd sammen, jeg plejer at give i mundtlig form, når jeg får spørgsmål om praksis. Til gengæld påstår jeg ikke, at det her er den eneste vej at gå. Jeg påstår heller ikke, at hvis man bruger metoden, så får man succes, for alle praktikere i dette felt ved, at metoder kan gå med og mod deres hensigter, alt afhængig af de grundforståelser, der ligger bag.

Bogens pointer er forankret i viden om, hvordan mennesker finder mening med det, de gør i fælles handlinger med andre mennesker. Den teoretiske ramme er dermed socialpsykologisk og sociokulturel. Det betyder, at mit vidensafsæt er det, vi som mennesker ‒ og i dette tilfælde børn ‒ skaber sammen. Hvad er det for et vi? Og hvad stiller man op, når dette vi bliver til et mobbende vi?

Køb bogen på DAFOLOs hjemmeside.